B4s NZ blog

I dag stod vi tidligt op, og koerte afsted inden kl. 7.00, mod Franz Josef. Vi spiste morgenmad paa vejen, saa vi kunne komme hurtigt ud ad doeren.

Det er endnu en flot tur, hen over et par bjergpas og ned langs vestkysten af sydoeen. Landskabet er meget anderledes end paa nordoeen, og veksler mellem omraader med skovklaedte og meget frodige bjerge, og omraader, der er helt flade. Specielt vestpaa er der meget frodigt. Hvis man stopper og og gaar ud og lytter, saa kan man godt fornemme at man er i en regnskov. Lydene er helt anderledes, og der er masser af fremmed fuglesang.

Paa der foerste af vores stop blev vi overfaldet af sandfluer, som pludselig var alle vegne — ogsaa inde i bilen, da doeren et oejeblik stod aaben! Anne Dorte kastede sig ud i en fluekrig for at blive af med de mindst 50 fluer, som var inde i bilen. De var heldigvis ikke saa aggressive, men de bider, saa man kan maerke det!

Paa et andet stop tror vi nok vi hoerte en kiwi-fugl. Den har en karakteristisk sang, som boernene kalder for en “bo-dyt” lyd, og denne her loed naesten ligesom de to toej-kiwi’er som boernene har faaet. Vi har ogsaa hoert en “Bell-bird”, som synger meget flot — og saa har vi set masser af rovfugle og et vaeld af smaafugle. Der er ogsaa store flokke af hjorte — paa hjortefarmene Og vi har set smaa kaniner, som loeber rundt langs vejene.

Skovbruget hernede drives ioevrigt lidt anderledes end i Danmark, os bekendt. Vi faelder typisk kun dele af traerne i et omraade ad gangen, men her er det aabenbart almindeligt at rydde et helt omraade foer det bliver plantet til igen. Man kan derfor komme forbi et bjerg hvor den ene halvdel er plantet til og skovklaedt, og den anden er helt bar og ryddet. Det ser lidt underligt ud… men jo laengere man kommer ned langs vestkysten, jo flere helt uberoerte omraader er der.

Et tredie stop ved frokosttid gav os mulighed for at se en kaempe sampling af tepotter paa den cafe hvor vi spiste. Der var mange hundreder af dem, bl.a. ogsaa en der var formet som Peter Plys. Sikkert meget sjov at se paa, men nok ikke saa nem at haelde af…

Helt fremme naaede vi ogsaa en tur ud til selve Franz Josef gletcheren. Den ligger i regnskoven, og der regner det selvfoelgelig. I dag endog ganske saerligt meget, saa vi havde god brug for alt vores regntoej…

Men inden vi naaede saa langt oplevede vi noget lidt mere dramatisk. Paa den sidste nedkoersel lidt inden Franz Josef, saa koerte autocamperen lige foran os pludselig af vejen, ned i groeften (heldigvis ikke ud over kanten paa den anden side), og brasede ind i nogle traer, foer den med et brag stoppede med roeg ud af motoren! Saa vi maatte lige stoppe og hjaelpe de to uheldige og noget chokerede tyskere, der dog heldigvis ikke var kommet noget til selv. Det tog lidt tid at koere til et sted hvor telefonen havde daekning, saa vi kunne ringe efter assistance, og tilbage igen.

Naa, tilbage til naturen: Som naevnt, saa er skovene her deciderede regnskove visse steder, og de er meget taette og uigennemtraengelige. Her hvor vi bor nu, paa Franz Josef YHA, ligger vores vaerelse lige ud til regnskoven bag os, og det er spaendende at hoere alle de anderledes fuglelyde. Vi skal tidligt op i morgen for at koere en endnu laengere tur, ned til Te Anau. Turen i dag tog effektivt 6 timer, og turen i morgen tager nok mindst 7h30m at koere, plus tid til stop undervejs. Men mon ikke fuglene i regnskoven her bagved kan vaekke os?

(YHA betyder forresten Youth Hostel Association — siger Anne Dorte jeg skal skrive).

P.S.: Jeg (Anne Dorte, som skriver dette “P.S.”) har sovet det meste af turen, saa jeg har ikke set ligesaameget af naturen som de andre. Men jeg hoerte Kiwi fuglen

[Beklager stavefejl og manglende billeder; jeg kan ikke kopiere fra min egen PC til denne her maskine der er paa nettet, saa jeg maatte skrive det hele ind igen her til aften, og det gik lidt staerkt...]

Jeg synes jeg lige jeg ville skrive et par ord om de sidste dages naturkatastrofe ogsaa. Vi laeser ogsaa om det hernede, og der er ihvertfald nogle kiwi’er som er beroert af situationen. Der er vist stadig 300 som man ikke har kunnet opspore endnu. Selvom man regner med at finde langt de fleste i live, saa er det det naturligvis en ganske forfaerdelig situation for de mange som er beroert af det!

Vi har ikke direkte maerket noget til det her. Der har godtnok vaeret et kraftigt jordskaelv i det Tasmanske hav. Det maalte 8.1 paa Richter skalaen, hvilket er lidt under det andet skaelv paa 9.0, som foraarsagede Tsunamien i Thailand og andre steder. Der har ogsaa vaeret 4 meget mindre skaelv her paa sydoeen i juledagene, men altsaa ikke noget som vi har maerket til. De menes at vaere relateret til det kraftige skaelv i det indiske ocean — selvom smaa jordskaelv altsaa er meget almindelig hernede.

Forresten skal jeg lige huske at sige at de gamle indlaeg her ikke er forsvundet. Hvis du vil se alt der hoerer til december, saa klik paa “December 2004″ i hoejre side under “Archives”. Du kan ogsaa gaa direkte til en bestemt dag for at se en enkelt dags indlaeg.

Sidste update foer vi koerer sydpaa. Da vi har nogle lange koeredage de naeste par dage kommer der nok ikke updates foer igen lige omkring nytaar. Saa derfor til jer derhjemme: Godt nytaar!

Her er vi forresten:

Den bil vi fik juleaften har desværre et problem: Blæseren virker ikke ordentligt, så hvis det er fugtigt i vejret eller varmt er det svært at få afdugget ruderne eller få bilen kølet ned. Vi havde håbet på at det kunne ordnes på det lokale Ford værksted i dag da de åbnede, men de havde ikke reservedelene til at lave den med. Eneste mulighed var derfor at køre tilbage til Picton for at bytte bilen endnu engang. Vi delte os derfor, så jeg kørte alene de 300 km frem og tilbage for at bytte bil, mens Lene og børnene gik ned i Founders Park, som minder lidt om “Den gamle by i Århus”.

Parken udmærker sig bl.a. ved verdens største samling af vækkeure. Som om det var noget at samle på Men det var nu meget sjovt at se.

Da der ikke skulle passes på at ingen blev køresyge kunne jeg (Per) køre lidt hurtigere tilbage til Picton. Turen tog omkring 1h45m begge veje, og de 50 km tættest på Nelson var vel nærmest som en blanding af “Sega Rally” og “Ultimate Ride”. Men med god musik på CD’en (Tower of Power, Spyro Gyra, Lee Rittenour) gik det glat. De lokale kører meget hensynsfuldt, og langsomme køretøjer er flinke til at holde ind og give plads til andre. Selv lastbilerne holder ind fra tid til anden!

Selvom man skal holde øjnene på vejen, så kan man nu ikke undgå at kikke sig omkring i det meget variende landskab. Det er hele tiden skiftende og meget flot, og selvom man ser det samme stykke landskab flere gange, så forandrer det sig meget når lyset skifter med vejret og tiden på dagen.

Her til eftermiddag, tilbage i Nelson, har det regnet lidt mere, så vi har været lidt rundt i byen og shoppe lidt og spise på caféerne. Til aften pakker vi sammen, og prøver at komme tidligt afsted i morgen. Der er en lang køretur ned til Franz Josef, og en endnu længere på næste stykke til Te Anau. Vi har kørt noget over 2.500 km indtil nu, og mangler ihvertfald 2.800 km mere, så vi får nok rundet de 5.000 km inden vi er i Auckland igen. Så vidt jeg husker kørte Per Michael og familie omkring 4.000 km (på lidt kortere tid), og jeg kan huske da vi planlagde vores rejse, at vi nok ikke ville køre så langt… men det får man nu hurtigt gjort, hvis man gerne vil rundt og se landet her!

Vejret er stadig lunt, og til formiddag har solen skinnet. Vi gik derfor de 150 m op på “New Zealands Midtpunkt” — som vist alligevel ikke ligger helt på det geografiske midtpunkt, men det lyder jo meget godt at sige at man har været der. Det giver god motion for benene at vade op og ned ad de stejle stier, men belønningen er muligheden for at spise sin medbragte frokost med en fantastisk udsigt over hele området; både ud over byen, havnen og havet helt op til Golden Bay, og ind over de bløde græsklædte bakker og bjerge i baglandet.

Her er forresten en Tui (billedet er taget paa vej op til midtpunktet). Den tror jeg ikke vi har derhjemme, Michael?

Fra midtpunktet kørte vi lidt nordpå, og ud til “Rabbit Island”, som er et naturreservat med kæmpestore og brede sandstrande. På grund af tidevandet var det helt lunt, og selvom vi ikke havde badetøj på synes børnene godt at man kunne pjaske lidt i vandkanten (billedet). Vi så dog hverken dræberkaniner eller kæmpekaniner derude…

Lidt længere nordpå ligger et lille akvarium som viser det lokale maritime liv. Der er det bl.a. muligt at røre ved deres kæmpe-ål — man skal bare være lidt forsigtig, for de kan godt bide! Simon sagde de føltes lidt ligesom at røre ved noget gele, og det er jo nok rigtigt, når han siger det.

Nu er sommeren kommet for alvor her i Nelson — som er det sted i New Zealand, hvor der statistisk er flest solskinstimer. Solen har skinnet fra en skyfri blå himmel, så vi kørte en “smuttur” op til “Farewell Spit”, som er en 70 km lang sandtange. Vi var nu ikke ude at gå på selve tangen (det kræver en 4-hjulstrækker at komme helt derud), men vi kørte til det nordligste punkt på sydøen istedet, og gik en tur gennem de kæmpestore klitter ned til vandet. Der er også nogle meget sjove klippeformationer i vandet.

Der er et flot landskab på vejen, som I kan se på billederne. Selvom turen ikke er så lang, knap 150 km, så tog det os 3 timer at køre — visse steder er den anbefalede hastighed i svingene 15 km/t. Mellem Mutoeka og Takaka er der et stykke på knap 25 km, hvor man kommer fra hav-niveau op til 810m og ned igen. Medregnet et fladt stykke på midten bliver det en gennemsnitlig stigning både op og ned på 8%, så der er god brug for 1. og 2. gear. Turen det sidste stykke op til “Farewell Spit” er en mindre vej, hvor vi talte 18 en-sporede broer. Så det er jo godt, at trafikken ikke er for tæt.

Vi så desværre ikke nogle sæler derude, så dem må vi have til gode. Vi ser dog mange fugle, også af arter som vi slet ikke kender hjemmefra. Der er også masser af store rovfulge, som svæver over landskabet! Og så er der mange possumer. En possum er et importeret (skade)dyr her, så der bliver lagt gift ud for at holde bestanden nede. Der er en død possum på vejen for hver 5-10 km man kører, så det er nok rigtigt, at her er mange af dem!

Hele østkysten, som man kører langs, ligger beskyttet inde i en meget stor bugt. Det øverste område kaldes Golden Bay på grund af det gyldne sand. Nogle steder har man helt turkis-blå vand og udsigt over sandstranden til de 1700 m høje sneklædte tinder i Nationalparkerne i området. Meget flot også.

Vi har haft god brug for solcreme og kasketter (når de da ikke blæser væk). Man kan virkelig mærke at solen bider midt på dagen, så det er om at være lidt forsigtig.

På grund af den lange tur var vi først hjemme efter at solen var gået ned, så nu har vi også prøvet at køre når det er helt mørkt, i venstre side af vejen…

I dag, søndag, har vi været i kirke. Takket være May-Britt havde vi fået en kontakt til en lokal kirke her i Nelson, som viste sig at være stort set ligesom vores egen derhjemme. Nogenlunde samme størrelse, samme stil — endda samme højttaler-fabrikat, samme mikserpult, og et trækors som ligner det vi selv sætter op hver søndag — så på trods af at vi er på den anden ende ende af jorden, så følte vi os helt hjemme.

Liturgien var vist typisk “vineyard-kirke-stil”: De startede 5 minutter for sent, de sidste 2/3 af menigheden kom først 10 minutter senere, og så var der sang og fællesbøn de første 45 minutter, efterfulgt af en pause og lidt snak i 5 minutter, og så en times prædiken, og en halv time med respons og afslutning. I alt knap 2.5 time. Vi kendte ikke sangene, men de var ret “Hillsong-inspirerede” (undskyld det “indforståede sprog” for de af jer, som ikke lige ved, hvad jeg snakker om). Og så skal de forresten snart igennem “Det målrettede liv” (40 days of purpose), ligesom vi lige har været det.

En spændende ting i kirken var en del helt “nye” unge, som for ganske nyligt er kommet ind i kirken, uden overhovedet at have haft tilknytning til den før. På ganske kort tid er de gået fra stort set at have ingen unge mennesker i 20-års alderen til nu pludselig, indenfor ganske få uger, at have en hel flok unge.

Nå, tilbage til i dag: Hjemmefra havde børnene bestemt sig for at de under ingen omstændigheder ville i børnekirke, når de nu ikke kunne sproget, men efter at børnelederen inden gudstjenesten havde været henne og sige hej til dem, ville de gerne med ud, for, som Simon sagde: “Det er jo ikke hver dag man har en chance for at komme i en engelsktalende børnekirke”. Det gik også rigtigt godt, og begge børn fandt nogle andre børn at snakke med, også bagefter under kaffen og småkagerne. Det gik vist rigtigt fint for dem begge uden forældrenes indgriben (billederne). Der blev da udvekslet detaljer om geografien og om tidligere rejsemål.

Bagefter blev vi inviteret hjem til Guido og Andrea, som vi hjemmefra havde kontaktet, og havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Vi sad forresten ude under parasollen og drak eftermiddagskaffe (Guido, Simon og jeg drak kaffe) — for solen har nemlig været på i dag, og det har været en rigtig dejlig sommerdag. Desværre betød det også at vi lige netop kom for sent til at kunne komme på nettet på en af de lokale internetcaféer for atuploade de seneste dages log og billeder — beklager. Men når I læser dette, så er det lykkedes for os

Hvis vejret holder (det gør det vist), så kører vi op på spidsen af nordøen i morgen, til sandstrande, store klitter, måske en sælkoloni, nogle kilder, og andre flotte steder.

P.S.: Jeg har lovet Pernilles far at tage dette billede:

Det er det bedste jeg kan præstere uden andet udstyr end kameraet og en standardoptik her i byens lys. Det har ikke kunnet lade sig gøre før på grund af vejret, men i aften lykkedes det.

I andre kan jo gætte med på hvad det forestiller…

P.P.S.: Der har vist ikke været så mange billeder af mig, så jeg vedlægger et selvportræt af en meget typisk situation, taget for et par dage siden i National Park

Området vi bor i er fredeligt og roligt, og vi har ikke hørt så meget til naboerne. Men her til morgen hørte vi nu alligevel børnene i motelrummet ved siden af, som vågnede kl. meget tidligt og åbenbart skulle have deres gaver så snart det første lys viste sig på himmelen… Heldigvis sov vores børn alligevel til kl 7.00, og de ventede pænt på at alle var vågnet op før de åbnede deres gaver: En MP3 spiller hver (billedet), som bragte stor lykke.

Morgenmaden stod på pandekager og hygge. Vi har vores eget (pap)juletræ med, nogle stearinlys og et par jule-engle, så vi har kunnet pynte lidt op hvert sted vi har været, og beholde julestemningen på den måde

Resten af dagen tilbragte vi med at gå en lille tur rundt i byen (hvor alt er lukket) og ved havnen, og har ellers hygget os sammen. Vi har en hel lille lejlighed her, og bor lige ned til en lille flod, så her er meget rart at være, og ikke helt så “turistet” som oppe i Paihia. Vejret har ikke været så varmt i dag, men udsigten for i morgen lyder lidt bedre. Vi skal besøge en lokal kirke her, som vi har faaet en kontakt til, og det glæder vi os til.

Vi har forresten også lavet konfekt (billedet). Mørk chokolade er ikke så nemt at få fat i her, men vi havde heldigvis taget noget med hjemmefra.

Så blev det juleaften, selv hernede på den anden side af jorden. Vi har lige spist pizza (det var den eneste mulighed vi lige kunne finde, og det var det alternativ som Simon og Anne Dorte havde bestemt, hvis vi ikke kunne få burgere), og set det sidste afsnit af Pyrus, og børnene er faldet omkuld så snart de kom under dynen — men klokken er også blevet 23.30. Simon har sat uret til kl. 7 i morgen tidlig; de har fundet ud af at der kommer børneprogrammer på kanal 3 i morgen, og dem vil de gerne se.

Turen hertil gik fint, og vi endte med at nå et par museer alligevel. Efter morgenmad checkede vi ud og kørte ned for at få skiftet et dæk på bilen. Det kunne alligevel ikke lade sig gøre på stedet, men de havde en bil magen til i Picton, så vi kunne bare køre ind og bytte bil på vejen når vi kom fra færgen. Så vi havde pludselig nogle timer i Wellington, som forresten er mere hyggelig og flot beliggende end vi havde troet ud fra de beskrivelser, vi havde læst. Timerne bestemte vi os for at bruge på “Te Papa”, som er national museet i Wellington.

“Te Papa” er ret nyt, og ikke helt som man kender museer hjemmefra. Det er meget interaktivit, og minder vel mest om en krydsning mellem nationalmuseet og eksperimentariet. Der er gratis adgang, men enkelte af de ting man kan prøve og visse særudstillinger koster penge — bl.a. den særudstilling som Simon og jeg så om rumfart, og hvor vi prøvede at lande en rumfærge, skyde en raket af, og meget andet. Og man skal også betale for at stå på vandski i simulatoren, som vi børnene også prøvede. Vi droppede dog det virtuelle bungy-jump. Det er et rigtigt godt museum, af høj kvalitet, og med hjælpsomme guider.

Men inden vi kom dertil gik vi forkert. Lige i nærheden ligger nemlig et andet museum, og vi opdagede først da vi kom derhen, at det ikke var det rigtige sted. Vi tøvede derfor lidt, men blev kaldt indenfor af nogle meget udfarende guider. Jeg spurgte pænt om vej, men de foreslog at vi lige kikkede rundt hos dem først — så skulle de nok vise os vej… Det diskuterede vi så lidt, og vi endte med et kompromis, så vi gik pænt indenfor og indvilligede i at bruge 15 minutter hos dem først, så ville de vise os vej . Det viste sig dog at være svært at nøjes med 15 minutter der; de havde bl.a. en udstilling ovenpå hvor de brugte laser-hologrammer til at genskabe figurer i “pyrus-størrelse” inde i en opstilling med gamle effekter (billedet — som jeg havde glemt i foerste omgang). Meget imponerende, og bestemt besøget værd!

Nå, men efter at have klaret diverse museumsbesøg kørte vi 500 m længere ned ad kajen og tog med hurtigfærgen, Lynx, til sydøen. Der er 2 selskaber som sejler, og vi skal med de andre, Blue Bridge, på vejen hjem. Selskabet The Interislander, som også sejler med Lynx, har ialt 3 færger, hvoraf den ene af de to konventionelle færger er bygget i Danmark, og lige har fejret 20 års jubilæum. Der var faktisk en minde-artikel i avisen om det i dag, og et interview med færgens første maskinmester, som udtalte sig positivt om danske skibsbyggere.

Forresten så virker tingene mere “personlige” hernede. Når man læser avisen, så er der altid mange detaljer med. Mens vi i Danmark i en notits i lokalavisen f.eks. kan læse at der har været indbrud i en række biler i lokalområdet, så skriver de landsdækkende aviser hernede at NN1 har fået slået sideruden ind og fået stjålet en mobiltelefon fra handskerummet, og NN2 har fået brækket døren op og har fået stjålet 25 dollar i kontanter, og så videre. Det er ikke helt så “storbyagtigt” som i Danmark.

Tilbage til turen: vejret var utroligt fint til at sejle i. Noget skyet og med lidt regn ind i mellem, men stort set ingen vind, og dønninger på måske max 1 m. Det var vist den første rolige dag mens vi har været hernede, så det er vi naturligvis ret taknemmelige for. Som nævnt, så kan det godt være en noget “rough” tur. Den tager ca. 2h15m (og ca 3h med den alm. færge). Kun det midterste stykke foregår i åbent hav; den sidste times tid er som at sejle ind til Oslo med færgen, igennem en slags skærgård med mindre øer og holme. Meget flot.

På den rolige del fik vi tid til en kop kaffe/te og en is. Og børnene er blevet mere modige. Anne Dorte kunne selv købe en kop te, og Simon klarede (med lidt hjælp fra storesøsteren) at købe sig en kop Cafe Latte… Det var ikke helt nemt for ham, selvom han havde øvet sig, og uden problemer kunne sige de rigtige sætninger meget fint og helt uden accent. Jeg vil tro ekspedienten havde forventet han ville bestille en kop “Hot choco-lade” og ikke en “Cup Caffe Latte”, men det lykkedes at få det forklaret til sidst ved at henvise til nummeret på oversigten. Og så skal det siges at kiwi’ernes accent altså nogle steder er meget langt fra hvad vi andre har lært i skolen. Selv nogle af turisterne fra Australien siger det kan være svært at forstå dem.

I Picton byttede vi bilen, fra en grå Mondeo til en rød Mondeo — men med bedre dæk. Udlejningskontoret holdt ekstraordinært længe åbent for vores skyld, så vi kunne bytte rundt. Damen på kontoret skulle dels hjem og holde juleaften, dels havde hendes datter 24 års fødselsdag og var kommet til NZ fra England for at holde den hjemme hos familien, så hun ville naturligvis gerne hjem til hende — men måtte altså pænt vente på os!

I den røde Mondeo susede vi så hurtigt vi kunne fra Picton til Nelson, som er en tur på små 150 km, og tager et par timer at køre. Vi er blevet mere vant til svingene, og blev stort set ikke overhalet undervejs til Nelson — men der var nu også ret tomt på vejene. Der er trods alt ikke så mange, som gider køre langt juleaften, som også hernede normalt tilbringes sammen med familien.

“Regn, tornadoer, oversvømmelser — det er vores sommer.

Familer gentænker deres ferieplaner på årets længste dag, som bragte vejrmæssigt kaos.

Normalt bringer juledag solskin og atter solskin. Men i går, på årets længste dag, blev Auckland ramt af en mini-tornado, Christchurch havde oversvømmelser, og havets temperatur forblev 3 grader under normalen, for 11. dag i træk.

Andre steder skabte tordenbyger, lyn og haglstorme kaos, og mange må re-planlægge deres badeferie lige nu.

Man kan knap kalde det sommer. Temperaturen i Auckland er mellem 13 og 19 grader, i Wellington mellem 10 og 18 grader, og i Christchurch vendte den på 8 grader før den sneg sig helt op på lindrende 17 grader!

Meteorolog Geoff Sanders sagde at vejret opfører sig ‘ret bizart’, men at mini-tornadoen i Auckland såmænd stod godt mål med torden og lyn andre steder i landet.”

… sådan kan man læse på forsiden af “The New Zealand Herald” her til morgen. En avis vi for tiden køber hver dag, fordi vi ikke har en selepude til børnene, og derfor bruger den til at løfte dem lidt i vejret så de lidt bedre kan nyde udsigten.

Og ganske rigtigt, vejret i National Park var kraftige byger og lav sigtbarhed og 9 graders varme. Så vi skyndte os at pakke sammen og køre sydpå. Vi droppede at køre den snoede vej igennem ørkenområdet på den anden side af National Park da det var dårligt føre, og tog istedet den direkte vej til Wellington. Den tur bringer os tæt på kysten, hvor der er forbavsende fladt og kønt — men til gengæld ganske trafikkeret i dag, så det tog alligevel 4 effektive køretimer at komme frem, afbrudt af passende spise og tisse-pauser undervejs.

Lige så snart vi kom ned i 200-300 m højde skiftede vejret, og her til aften i Wellington sneg temperaturen sig op på 21 grader, og solen har skinnet det meste af tiden. Det har blæst en del, men det er løjet lidt af nu, og udsigten lyder på 8 m/s for i morgen, med dønninger på omkring 1 m. Hvis det holder til i morgen eftermiddag bliver det nok ikke så slemt at sejle over Cook strædet til sydøen, modsat for nogle dage siden, hvor de var nødt til at aflyse nogle af færgeafgangene på grund af mere end 6 m høje dønninger! I den forbindelse er det værd at huske på at vi har bevæget os fra omkring 35. breddegrad ned på 41. breddegrad, og dermed befinder os i det bælte af Stillehavet som kaldes “The Roaring Forties” (de brølende 40′ere). Det er ikke for ingenting at Wellington er kendt som en meget vindomsust by.

Så i dag har vi købt lidt mere varmt tøj, bl.a. en hue til Simon og et par fingervanter, som vi måske får brug for hvis vejret fortsætter sådan her, når vi skal helt ned sydpå.

I morgen skal vi lige forbi og have checket et dæk hos udlejningsbureauet inden vi tager med færgen, så der bliver nok ikke så megen sight-seeing i Wellington i denne omgang. Området vi bor i er et typisk by-område, og selvom der er bjerge i baggrunden, så ligger der både en motorvej og en jernbane lige i nærheden af motellet, som vist er et meget typisk motel i motel-klassen… og iøvrigt har nogenlunde samme lege-udstyr som de fleste andre moteller åbenbart også har her

Så bare rolig, der er ikke udsigt til nye vandfalds-billeder lige med det samme.

Vi har forresten provianteret lidt ekstra i dag; vi kommer først til Nelson ved 20-tiden i morgen, og ved ikke helt om der er åbent d. 24. om aftenen, så vi må hellere være beredt på lidt af hvert. Juleaften har vi ellers snakket om at fejre ved at spise burgere (børnenes valg), men nu må vi se om der er åbent for os — eller vi igen skal prøve at gen-åbne en restaurant! Gaverne skal først overrækkes d. 25. om morgenen, igen efter børnenes eget valg. Så vi prøver at leve os så godt ind i traditionerne som muligt.

Til afveksling regnede det ikke fra morgenstunden her i National Park, men da skyerne hang tungt over landskabet stod den mest på indendørsaktiviteter i dag. Første besøg gik til Whakapapa Visitor Centre, som har en fin udstilling om området her, og om vulkanske aktiviteter. Der er også et par AV-forestillinger, som vi så.

Derfra tog vi en tur længere op ad bjerget, indtil vi i 1630 m højde nåede snegrænsen. Desværre startede skyerne i ca. 1200 m højde, så den formodentlig storslåede udsigt så vi ikke så meget til. Men en snebold kunne vi da lave. Stedet vi kørte til har været brugt til nogle centrale scener i “Lord of the Rings” filmene, bl.a. der hvor de tager ringen fra Sauron. Og hele området her er iøvrigt kendt som Mordor (Saurons rige) i LotR, så der har været kæmpet nogle drabelige kampe mod Orkerne mellem de forrevne klipper.

På vej tilbage til National Park Village snuppede vi lige et vandfald mere (Tawhai Falls), så nu er der et mere til samlingen. Jeg vil dog ikke spare jer for et billede af endnu et kønt vandfald, selvom I nok ikke gider høre mere om dem

Tilbage i byen kravlede børnene i en god times tid på en 8 m klatrevæg (indendørs) med 40 forskellige baner i mange sværhedsgrader. Det var en god måde at få brugt lidt energi på; ihverfald kunne ingen af dem kravle mange meter mere, da vi stoppede!

Børnene har iøvrigt brugt lidt tid på at diagnosticere mangelsygdomme hos hinanden. Simon lider af pasta-mangel, og Anne Dorte lider af svær kartoffelmangel… så selvom hun fik både kogte kartofler og ekstra kartoffelmos (og overvejede at bestille kartoffelmos til dessert i stedet for noget sødt) i går, så stod den på noget med kartofler igen i aften. Køkkenet her er godt, så det var heldigvis nemt at lave mad og få plads til at pille kartofler.

Stedet her er ikke overrendt, og de fleste andre gæster tilbringer hele dagen ude og kommer tilbage her for at sove. Til aften sad vi inde i pejse stuen, og to andre gæster kom ind og satte sig i sofaen. Den ene satte sig med en bog. Den anden faldt i søvn efter et forgæves forsøg på at læse i en bog. Ingen af dem sagde en lyd mens de sad der, og orkede (heldigvis) ikke at rejse sig og tænde for fjernsynet.

Iøvrigt har vi erfaret at de det danske B-hold i kvindehåndbold har fået sølv — det havde vi slet ikke hørt noget om hernede. Ikke et ord i aviserne om det… men der står nok heller ikke så meget i de danske aviser om NZs kamp mod Pakistan i cricket.

Og når vi nu snakker om nationaliteter: Som jeg vist tidligere har nævnt, så er den ene af værterne her hollandsk. Sikkert derfor er der mange hollandske gæster på stedet. Der, hvor klatrevæggen er, var der en tysk vært, så der var der mange tyskere. Men danskere ser vi ikke så mange til. En bilfuld mødte vi dog på Hot Water Beach; de var nemme at kende på afstand da de bandede slemt (på dansk). Og i dag har vi set to andre hold danskere, så vi hører lidt dansk ind i mellem. Men ellers er der vist mest engelske og australske turister, udover de lokale.

I morgen kører vi herfra til Wellington, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi sejler til sydøen juleaftensdag og kører til Nelson, hvor vi efter planen skal være i 6 dage.

Hej igen,

Vi er kommet til Nelson i gaar, og havde en god tur hertil. Desvaerre er alle ting lukket i dag, saa vi kan ikke komme til at uploade de sidste par dages billeder og log — men det kan vi sikkert i morgen.

Indtil da, fortsat glaedelig jul og hav det godt derhjemme i (naesten) snevejr — det er det jo ikke her, selvom det var taet paa oppe i bjergene.

Og tak for alle hilsenerne!

[Update: Aendret tidsstempel fra 25 december 2004 03:15:04]

Her i National Park på vestsiden af vulkanerne stiger den fugtige luft fra det Tasmanske hav til vejrs, og afgiver megen af sin væde. På den anden side af vulkanerne er der et område med ørken. Men altså her, hvor vi er, kommer der en del vand ned ovenfra. Således også i dag; da vi vågnede øsede det ned, og det fortsatte det med hele formiddagen. Men ved middagstid klarede det igen op, og vi gik os en lang (7 km) tur igennem et dejligt område fra Whakapapa (udtales fa-ka-pa-pa) gennem snoede stier og langs vandløb frem til Taranaki Falls, på siden af Mt Ngauruhoe. Sneen var heldigvis smeltet igen for et par dage siden, så der var kun vand tilbage på stien, og ikke is. Toppen af ruten ligger i 1218 m højde, så man kan rigtigt mærke det klare og friske bjergluft — selvom der ikke er så meget af den: Lufttrykket er faldet ca. 15% i forhold til ved havoverfladen.

Stedet vi bor på, Howards Lodge, er også et backpackers, og meget rent og pænt og med gode faciliteter. Det bliver nok mest brugt om vinteren, hvor der er et aktivt ski-liv heroppe, men den første aften vi kom her var der nu også fyldt helt op. Det bliver drevet af et Hollandsk/New Zealandsk ægtepar, som gør meget ud af at få det til at virke godt og hyggeligt og effektivt.

Byen er iøvrigt kun på knap 500 indbyggere, så her er ikke så overrendt som i en af storbyerne… Og selv heroppe i 800 m højde er der masser af får (billedet). Vi ser ikke så mange køer som længere nede, men får er der altså masser af. Og det New Zealandske lammekød smager rigtigt godt!

Vi er nu kommet til Wellington. Det er ikke sikkert jeg lige kan komme til at uploade vores notater, saa bare denne korte update herfra. Vejret er fint, ca. 10 grader varmere end oppe i bjergene. I morgen sejler vi over til Picton og koerer til Nelson.

Naeste update herfra naar vi igen kan komme paa nettet og uploade vores log og billeder.

Indtil da: Glaedelig jul alle sammen!

P.S.: Tak for alle kommentarer og hilsener; det er hyggeligt at hoere nyt hjemmefra snevejret…

[Update: Aendret tidsstempel fra 23 december 2004 06:34:41]

Så er det køre-dag igen, og vi har igen tilbagelagt omkring 350 km kørsel i et noget snoet terræn — på lidt over 5 timer. Det går meget godt med at køre i venstre side nu, men man skal være ekstra opmærksom efter f.eks. at have passeret en ensporet bro, hvis man vender rundt på vejen, skal bakke på en parkeringsplads, og lignende. En parallelparkering kræver også lidt tilpasning, når man sidder i den forkerte side af vejen og skal bakke ind “omvendt” af hvad man plejer.

På trods af alle svingene og bakkerne, så er det gået meget godt med at køre indtil nu. Ingen er rigtigt blevet køresyge, og en lille pause i ny og næ hjælper hvis det bliver “for meget” ind i mellem.

Iøvrigt har vi sikret GPS’en i bilen mod hele tiden at skride ned under bjergkørslen med… Gaffa tape. Selv på mindre steder, som i Coromandel Town, kan man gå ind i en isenkram og købe hvad der måske ikke lige er typiske turist-artikler: Gaffa tape og citrusfrrugt pressere. De havde godt nok kun en slags Gaffa tape (er der andre end en slags?), men mindst 7 forskellige typer af hånd-citrus pressere. Så vi endte med hvad Lene kalder en Nigella model, som Simon nu bruger til at presse sig et glas juice af om morgenen — og nok Gaffa tape til at jeg kunne tape ledningerne fast i bilruden med.

Vi har et større arsenal af CD’er med, og prøver at holde julestemningen vedlige med en kombination af “Brødrene Mortensens jul”, “Peace Round” (tak fordi du skaffede den hjem, Kim!), Oslo Gospel Choir, Stig Rossen, Mercy og lignende. På nuværende tidspunkt kan vi vist stort set alle sangene på børnenes yndlingsplade p.t., “Brødrene Mortensens jul”, udenad… børnene kan ihverfald.

På vejen gjorde vi holdt ved Wairakei Park, hvor vi besøgte “The Honey Hive”, som sælger og fortæller om alle slags bi-produkter Der var også smagsprøver, så snuppede endnu en slags honning med os, som vi godt kunne lide, og spiste nogle kæmpe honning-is (billedet).

Derfra kørte vi lige over vejen og gik ned gennem “Craters of the Moon”, som er et sydende og boblende og dampende område med vulkansk aktivitet, som man kan kikke på hvis man holder sig til de plankebelagte stier. Der stinker naturligvis af svovl sådan et sted, og akkurat som da vi var på Island sidste år, så gik Anne Dorte hurtigt tilbage til P-pladsen igen, mens Simon helst skulle igennem så mange steder med kogende damp og svovl som muligt…

Tilbage over hovedvejen snuppede vi lige endnu et vandfald, “Huka Falls”, som efter sigende skulle være NZ’s mest fotograferede. Det er ikke så højt, kun 12 meter, men vandet skummer voldsomt, og der er mange flotte grønne og turkise farver i det.

Langs Lake Taupo, som er en kæmpe stort indlandssø i ca. 380 m højde, kom vi frem til National Park Village, som ligger i 800 m højde, og har et alpint klima. Luften føles anderledes her; lidt ligesom da vi for nogle somre siden var på Trysil i Norge. Det ligger lige i udkanten af Tongariro National park, som domineres af de tre vulkaner, Mt Ruapehu (2797 m), Mt Ngauruhoe (2291 m) og Mt Tongariro (1967 m). Det er aktive vulkaner, som står og damper og bl.a. med nogle års mellemrum spyr lidt støv og aske og sten ud ad toppen.

Lake Taupo blev iøvrigt dannet af en stor eksplosion for ca. 25.000 år siden, som sendte 800 kubikkilometer aske ud over hele omårdet, og dækkede selv Chatham Islands (800 km længere mod syd) med et 10 cm tykt lag aske. Men det er heldigvis mange år siden… nu er her hyggeligt og fredeligt i National Parken, med masser af dyreliv og gode muligheder for vandreture — hvis eller vejret holder tørt.

Vi ankom lidt før kl. 20.00, og mange steder lukker åbenbart tidligt hernede, så vi måtte endnu engang genåbne et spisested (som lige var lukket) for at få lidt aftensmad. Det er vi ved at blive en vane

Dagen i dag startede som en del andre dage her på NZ, med byger og blæsevejr, så vi benyttede lejligheden til at læse lektier, sikkerhedskopiere billederne, skrive dagbog og komme på nettet, købe lidt mere tøj, og andre stille sysler…

Midt på dagen klarede det op (det har det stort set gjort hver gang dagen er startet lidt gråt), så vi kørte om på den anden side af Mercury Bay, til Cooks Bay, hvorfra Captain Cook første gang plantede det engelske flag i New Zealandsk jord, og senere observerede og tog tid på en Merkur passage fra den sydlige halvkugle. Det var ikke lige vejr til at gå i vandet, men et enkelt sandslot kunne det jo godt blive til, og et par nye fugleobservationer.

På vejen dertil observerede vi selv en passage (omend knap så stellar som Captain Cook’s): en ko-passage. Bondemanden, som kom kørende på sin Kawasaki cross-motorcykel, havde med hjælp fra sin hund gennet alle køerne sammen, og nu skulle de over vejen og hjem og malkes. Da det foregik lige der, hvor vi skulle køre, måtte vi pænt vente til alle var kommet over…

Derfra kørte vi til Hahei og gik en lang tur ned til Cathedral Cove (billedet), som man kun rigtigt kan besøge når det er lavvande. Turen tager små 45 minutter at gå i hver retning, og man kommer fra 190 m højde næsten ned til vandet, op i samme højde og ned til vandet igen inden man er fremme — og selvfølgelig det samme på tilbageturen. Cathedral Cove er dels en kort, men meget flot, sandstrand, dels en stor hule som man ved lavvande kan gå igennem.

Tilbage ved bilen fortsatte vi lidt sydover til Hot Water Beach, hvor vi nåede frem en time før lavvandet vendte kl. 20.00. På en ganske kort strækning af stranden kan man et par timer før og efter lavvande grave et hul ned i sandet lige i vandkanten, og vente et part minutter på at 60 grader varmt vand fra undergrunden trænger op. Man er nødt til at blande lidt havvand i, for ellers er det simpelthen for varmt at stå/sidde/bade i! Det er en lidt surrealistisk oplevelse at stå der, på en lettere forblæst strand i 12 graders varme om aftenen, og kikke ud over klipperne på folk som surfter, kikke på sulerne som dykker med og fanger fisk, lytte til bølgerne som slår ind over stranden — og samtidig have fødderne plantet i endog meget varmt vand! Og hvis man synes vi til tider ligger tæt på en dansk strand, så er det ingenting ved siden af hvor tæt man kan være, når alle gerne vil have en varm kilde boblende op lige hvor man sidder

Da vi kom tilbage til Whitianga og fandt et sted at spise havde de egentlig lige lukket, men ved at se meget sultne ud fik vi lov til at komme indenfor og fik os et måltid mad. Sommersæsonen er vist stadig ikke helt startet endnu; kiwi’erne egen ferie starter i næste uge, og så kommer der nok flere folk til områderne.

Selvom det kun var delvis skyet om aftenen, så var det endnu engang ikke muligt at observere sydkorset. Men det er morsomt at se at Orion har sværdet strittende opad fra bæltet, og altså står på hovedet i forhold til i Danmark. Og månen ser naturligvis også “forkert” ud hernede.

P.S. Jeg vedhæfter lige et ekstra billede, som blev taget uden for den lokale frikirke i Whitianga (som så lukket ud, selvom der var planlagt en aftensgudstjeneste). Vi har stadig ikke set nisser i julepynten, men stjerner, engle og julemænd er almindelige. Og julemænd har åbenbart også noget med julen at gøre hernede

Vi er kommet hertil National Park Village i gaar, og har vaeret paa tur i dag. Jeg regner med at kunne kopiere nogle nye updates og billede ind paa blog’en en gang i morgen, saa bare en kort hilsen her fra os. Vi har det stadig godt og har set mange ting og nydt den dejlige natur her i 800 m hoejde.

[Update: Har rettet tidstemplet paa denne post fra 20. december 2004 09:17:38 til 19. december 00:00:00].

I dag forlod vi Coromandel Town, og kørte en lille omvej over Waiau Waterworks før vi kom til Whitianga.

Waiau Waterworks er endnu en opfindsom og teknisk begavet pottemager, som har bygget en lille naturpark med sindrigt indrettede vand-anlæg, såsom et vandur, nogle sprøjtecykler, vandbaner, pumper, og meget andet. Den er ikke så stor, men inden vi fik set os om, havde vi tilbragt nogle timer (helt alene i parken) med at lege med vand. Vi er sikker på farfar ville have brugt mindst lige så meget tid her, hvis han havde været med

Turen til Whitianga er ikke ret lang, men tager også nogen tid at køre. Hvis vejen fra Thames op mod Coromandel Town er snoet, så ved jeg ikke helt hvad man skal kalde denne rute… Og det er endda den hurtige vej; der er en ældre og mere snoet grusvej gennem skoven også! Mange steder her (og iøvrigt i hele NZ) er broerne ensporede. Og visse steder er vejen så smal at jeg er glad for ikke at skulle køre et mobile home igennem!

Men det er nu turen værd. Whitianga ligger smukt i en beskyttet bugt, med helt blåt og grønt vand og en hyggelig sandstrand med palmer langs. Desværre blæser det stadig meget, og det er ikke så varmt. Kiwi’erne selv siger at det er 10 grader for koldt i forhold til årstiden. Vejret kan også skifte på ganske få minutter. 5 minutter efter vi havde snakket om måske alligevel at køre til Hot Water beach begyndte det at hagle! Hot Water beach er iøvrigt en strand hvor man kan lave sin egen private spa med varmt vand, ved bare at grave et hul i sandet ved lavvande. Så kommer det varme vulkanske vand op og fylder huldet.

Her i Whitianga bor vi på et motel. Man har lidt mere “private” forhold på et motel end på et backpackers, men til gengæld kommer man ikke til at snakke med så mange andre mennesker undervejs, og der er ofte ikke et rigtigt køkken. Så vi foretrækker egentlig at bo på et backpackers, hvor man kommer til at snakke med mange interessante mennesker. I Tui Lodge, f.eks., mødte vi en ældre (70+ år) dame fra Skotland, som lukkede for varmen i vinterperioden hjemme, og brugte pengene på at rejse til NZ og tage rundt med kiwi-bussen fra sted til sted og bo på backpackers eller hos venner hun velsagtens tidligere havde mødt. Så det er bestemt ikke kun unge mennesker der bor der.

Maden er god her i NZ. Kød virker til at have en meget højere kvalitet end i Danmark, og på café/restaurant er der utrolig venlig og imødekommende service. At spise ude er ikke så dyrt som i Danmark. Hvis man f.eks. bestiller en gang lasagne på den lokale restaurant her, så får man en meget stor og velsmagende portion, med en god salat til — for omkring 56 danske kroner. Og så kan man drikke vand til, som de serverer afkølet og uden at man hele tiden skal bede om mere vand. Eller man kan gøre som mange af de lokale: BYOW. Det betyder vist “Bring Your Own Wine” — så man går ned hos vinhandleren og køber en vin, og stiller på bordet. Hvorefter tjeneren kommer hen og åbner den (efterladende proppen på bordet), og skænker den op i glassene.

Man kan også få mange slags honning her. Det meste smager krydret og meget anderledes end dansk honning. En honning er dog særlig god og afrundet i smagen: Honning fra Puhutukawa træerne (juletræerne). Den ligner og smager lidt hen ad en dansk rapshonning, men er dog en anelse mere “saltet” (Puhutukawa træer står oftest langs vandet) og med en bedre eftersmag. I gamle dage kunne man vist få NZ honning derhjemme i Irma, men efter at Olsen holdt op, så har Irma vist ikke været helt det samme…

Lige i udkanten af Coromandel, som er et lille bysamfund med 1620 indbyggere, har en lokal pottemager bygget en jernbane på sin egen grund. Oprindelig for at kunne hente ler fra toppen af bjerget, som grunden ligger på, men efterhånden er stedet blevet åbne,t så vi turister kan prøve en tur i en rigtig smalsporet jernbare. Nu er grundene jo noget større hernede end hjemme, så jernbanen er 3 km lang og snoer sig op og op indtil man efter 30 min kørsel kommer op til “Eyefull Tower”, som har en fantastisk udsigt ud over Coromandel bugten.

Der er 4 tog på strækningen, og et 5. er ved at blive bygget af pottemageren selv og hans jernbane-entusiast venner. Der er 10 broer og 3 tunneller, og det har taget omkring 25 år at bygge anlægget — og han har lagt alle skinnerne selv! Der er også blevet plantet 15.000 træer på bjerget i samme periode, så der er fin udsigt til Kauri, Ponga og Rimo træer på hele turen. Oprindelig var der skov med store Kauri træer, men de blev fældet eller brændt af i en periode for at give plads til nybyggere. Nu er man mange steder ved at plante den oprindelige bevoksning tilbage igen.

Børnene følger opmærksomt med i hvad der bliver sagt på (kiwi)engelsk omkring dem, og Anne Dorte kan stort set følge med selv, når f.eks. en guide fortæller os noget. Anne Dorte har også øvet sig lidt på noget skriftligt engelsk; her kommer et udpluk fra hendes notesbog (med behørig tilladelse):

“Photo-itis: Photo-itis is a bit unusual, but not dangerous. Hallmarks: Coughing. Takes many photos. Can’t live without a camera. Can’t live without a computer. Incident rate higher among men. Slight amount of stress (only if they don’t get a photo). Healing: Take them out in the nature without a camera. It can especially come if you are on a trip or a holiday, with a beautiful nature, or something else there is beautiful. First diagnosed by: Anne Dorte Bækgaard”

Måske kom det af at jeg (Per) endte med at tage billederne til en ny website for lodgen… Og nu har vi forresten rundet 5 GB billededata. [Billedet her er nu taget af Anne Dorte]

Her er iøvrigt en lille konkurrence: Gæt hvad børnene laver på billederne her laver. Billederne er taget “on location” og er på ingen måde manipuleret. Som andre kendte web sider, så må man have mulighed for at vinde noget… så der er en lille præmie (når vi kommer hjem) til den som kan komme med det bedste eller mest fantasifulde svar .

Efter knap 6 timers kørsel er vi nu kommet til Coromandel Town. Vejen ned til Auckland kendte vi i forvejen, og kun den første del af den er noget snoet. Efter Auckland og ind mod Thames er der til afveksling meget fladt land, og vejen er stort set helt snorlige i måske 30 km indtil Coromandel halvøen hæver sig op. Næsten som at køre ud til Fårevejle over det inddæmmede område, ind mod Veddinge bakker. Men derefter begynder vejen at slynge sig langs kysten. Visse steder skal det læses helt bogstaveligt: Der er måske 1-2 m fra hvor vandet står ved normalt højvande og til kanten af vejen; når det blæser meget og der er forhøjet vandstand er vejen lukket. Selvom det mange steder er tilladt at køre 100 km/t, så er anbefalet hastighed på flere stræk kun 25-35 km/t. Så det tog noget tid at køre de sidste 50 km.

I Coromandel havde vi fået anbefalet at bo på et andet backpacker steder, Tui Lodge, som viste sig at være rigtigt hyggeligt midt i en gammel citrus-frugt have. Værtsparret er også meget venlige og hjælpsomme, og de mange træer giver læ for vinden — det blæser stadig ret meget hernede. Og så går der får rundt i indhegning lige rundt om bygningerne.

I det hele taget kan man mærke at New Zealand er et landbrugsland. I prime time sender de reklamer for traktorer på kanal 1, og på vejen her til Coromandel kom vi forbi skilte der reklamerede for en “Saw Doctor” (som reparerer motorsave) og en “Tree Surgeon” (som velsagtens skærer træer ned med kirurgisk præcision). Der er også masser af køer og får rundt omkring, og enkelte steder har vi set hjorte og frilandsgrise.

Her på Tui Lodge har vi to helt adskilte rum, så børnene sover for sig selv i en stor dobbeltseng (sammen med de 13 bamser de fik smuglet med). Og hernede er der altid en, omend ret stor, fællesdyne i dobbeltsengene, så det er vigtigt ikke hive dynen for meget hen til en selv…

På vejen ind til Auckland gjorde vi øvrigt holdt i Waiwera Thermal Resort, og svømmede rundt i de varme bassiner. Selvom der ind i mellem kom nogle ordentlige byger, så gjorde det ikke så meget, når nu vandet var varmt og rart. Det var næsten som at være tilbage på Island, og det er måske en af de ting vi havde glædet os mest til at prøve igen! Og vi holder jo helst ferie på vulkaner…

[Og ja, mange steder hedder noget der starter med W hernede!]