B4s NZ blog

Saa er vi for alvor paa vej hjem!

Vi er lige kommet til Singapore. Da der ikke mulighed for at lave den sidste laengere update nu, bliver det bare en lille hilsen til jer derhjemme. Nu glaeder vi os til at komme hjem og se jer alle sammen igen! Det giver jo naesten hjemve at laese alle de jazz-interesserede kommentarer her i blog’en. Kim, jeg tror gerne jeg vil hjaelpe dig med dit dublet-problem. Og Michael, det er jo glaedeligt at foelge udviklingen i din musiksmag

Vi har haft en fin 11 timers flyvetur hertil, og skal vente lidt over 3 timer mere, inden vi flyver videre til Koebenhavn — paa de sidste 13 timers flyvning…

Jeg har ringet og bestilt min foerste flyvetur til Finland i overmorgen, onsdag, og er begyndt at planlaegge naeste uges tur til New York, saa hverdagen er saa smaat ved at melde sig igen. Men lige nu glaeder vi os stadig over at vi har haft en fantastisk ferie, ogsaa selvom vi er lidt traette her paa hvad der jo kun er halvvejen af hjemrejsen.

I skal nok snart faa resultatet af vores lille konkurrence her paa siden… indtil da maa I vente i spaending, til vi kommer hjem og kommer til haegterne igen Men jeg kan allerede nu afsloere at vi har set ikke bare een, men hele to levende kiwi-fugle!

Så er vi kommet til Napier, og mens jeg sidder og skriver dette indlæg skinner solen udenfor. Det er 25 grader, og her fra motelværelset kan jeg kikke over på stranden og det turkisblå vand, lige på den anden side af Marine Parade, 50 m herfra.

Vi kom hertil i går aftes, men lad mig lige gå et par dage tilbage først, fra hvor jeg slap sidst:

Det lykkedes os at finde verdens stejleste gade, Baldwin Street i Dunedin, som I kan se på billedet! Vi gik op ad den for at checke, og det er rigtigt nok: Den er ret stejl — op til 38 graders hældning visse steder, siger de selv. Jeg fik det nu ikke til mere end 20 grader, men det er såmænd også stejlt nok.

Visse steder er fortorvet lavet som trappetrin. Og på toppen er der en lille vandpost, så man kan få fyldt væskedepoterne op igen efter endte anstrengelser.

[Dunedin er forresten gælisk, og betyder jvf. en af vores guidebøger "Edin på bakken". Det er vist også et andet navn for Edinburgh. Hvis du ser det her, Alan, så ved du måske om det passer?]

Dagen efter stod vi meget tidligt op, og kørte afsted nordpå. Vi gjorde holdt ved Moeraki Beach, hvor der ligger nogle store runde sten på stranden, de såkaldte “Moeraki Boulders”. Det er (stort set) kuglerunde sten, som er dannet i nogle aflejringer i sandet inde bakkerne, og som kommer til syne efterhånden som havet æder sig ind i bakkerne. Det ser lidt surrealistisk ud, som om en kæmpe har smidt en håndfuld kuglerunde sten på stranden. Nogle af dem er blevet opløst af vind og vejr, og ligger som åbne “æg” midt i det hele. Efter at have besigtiget stenene, fotograferet dem og kravlet op på én, snuppede vi noget varmt at drikke “to go” og kørte videre nordpå.

Bortset fra en lille bakke på på små 400 m lidt nord for Dunedin, så er vejen ret flad hele vejen fra Bluff i syd og op til et godt stykke nord for Christchurch, hvor vi gjorde frokostholdt. Det er derfor en lidt kedelig tur at køre — eller også er vi bare blevet forvænt af det storslåede landskab vestpå Fra omkring Kaikoura bliver det dog noget mere snørklet, så de 750 km op til Picton tog os effektivt 9 timer at køre, plus pauserne.

I Kaikoura, hvor vi lige kørte ind for at spise en is, er der en stor industri bygget op om whale-sighting. For 100 år siden blev bestanden af hvaler stort set udryddet her, men de er kommet igen, fordi der 12 sømil ude er en brat kant i havbunden, hvor dybden stiger til over 1 km. Her er der masser af føde til hvalerne, så de kommer tit forbi for at fouragere. Byen var indtil for nylig en hensygnende by, indtil en naturkyndig så muligheder i at skabe hval-turisme. Rettighederne til whale-sighting tilhører Maorierne, og de fleste hval-steder drives eller ejes af maori-stammerne i området. Mange af de penge der kommer ind på denne måde, går til uddannelse, og til at forbedre forholdene for maorierne selv.

Desværre kommer hvalerne ikke helt ind under land; man skal tage en tur med en af bådene eller med helikopter/fly for at se dem… så vi nøjedes med en is i denne noget turistprægede by, og kørte videre nordpå, hvor vi til gengæld fandt en sæl-koloni lidt nord for byen, som vi kikkede på. Der var pålandsvind, så man kunne godt mærke de ikke havde børstet tænder fornylig.

Vi nåede frem til Picton ved halv-ni tiden om aftenen. Vi havde kun en ganske kort sleep-over, men byen er nu en pæn by, der ligger smukt, så her kunne vi også sagtens have haft en dag til at gå rundt. Men selvom vi har set meget, er der endnu mere vi ikke kan nå at se, så vi nøjedes med en kort tur om aftenen ned til byens legeplads ved havnen, og tog så færgen, i strålende solskin, næste morgen kl. 08.00, ud gennem den første halvdel af Queen Charlotte Sound og videre gennem Tory Channel og over til Wellington. Cook strædet var igen roligt — vi har vist været ret heldige med vores sejlture hernede! Der var nok omkring 2 m høje dønninger, så færgen vippede kun op til 3 m i den vertikale dimension (fortalte GPS’en os), og ingen blev søsyge.

I Wellington bestemte vi os for at udnytte dagen, så vi startede med at shoppe lidt, spise frokost, høre lidt udendørs jazz (eller “Kim-musik”, som Anne Dorte kaldte det for), og kikke på “Global Challenge 2004″ bådene, som lige var kommet ind til havnen. Global Challenge er en kapsejlads i ens både, jorden rundt, fra London og tilbage til London. Og så er der forresten lige den hage ved det hele, at de sejler den forkerte vej rundt, mod vinden… ned om Argentina, til NZ, Australien, Sydafrika og tilbage til Europa igen. Nok en ret hård tur og kold tur, vil jeg tro!

Efter havnen tog vi en tur i Wellington Zoo, for at kikke på en kiwi. Det var nu ikke helt nemt. Den går i et stort indendørs område i næsten helt mørke, og man er nødt til at stå og vente i lang tid til ens øjne er mørk-adapteret. Vi så til sidst at det puslede i nogle buske, og Simon og Anne Dorte mener de lige så den komme frem, frem før den gemte sig igen. Så den er der desværre ikke nogle billeder af Men for ikke at snyde jer kan I få et billede af Anne Dorte, som hælder vand ud af ørerne istedet…

Vi så også en “Scree Skink”, en lille slags øgle. Sådan en har jeg ikke set i Zoo før, men vi, der er noget ved musikken, er sikkert alle bekendt med begrebet en “Skrige Skinke” — men det er vist noget helt andet

Midt på eftermiddagen kørte vi videre, de 5 timer til Napier, hvor vi ankom lidt før de lukkede receptionen her på motellet. Vejen er god og flad det meste af tiden, på nær et snirklet stykke mellem Wellington og Masterton. Man kommer også igennem Dannevirke på vejen, hvor et stort skilt på vejen byder velkommen… og siger “farvel” på dansk, når man kører ud igen!

Her i Napier har vi benyttet dagen til at slappe af i det gode vejr, gå en tur rundt i byen og kikke på alle de velholdte Art Deco bygninger, kikket ud over havet og de flotte farver, og været en tur i “Ocean Spa”, som er den lokale swimming pool som ligger på stranden, med udsigt ud over havet. Man kan ikke bade i vandet her på grund af den kraftige strøm. Og der er sikkert også hajer i vandet, mener Anne Dorte… Det er “hårdt” at være på ferie når man er på farten hele tiden for at se noget nyt, så det har været godt med en dag i fred og ro — og få kikket lidt mere på de sidste lektier, som skal klares inden vi kommer hjem!

Nu pakker vi sammen, og kører i morgen til Rotorua for at kikke på gejsere og anden vulkansk aktivitet, og videre til Auckland, hvor vi overnatter for sidste gang her i NZ, før det går hjem med flyet på mandag eftermiddag.

Forresten er det forholdsvis nemt at finde rundt hernede, og vores kort (Kiwi) er godt — udover at vi naturligvis har GPS’en med til at fortælle præcis hvor vi er henne på dens download’ede kort. Der som regel god skiltning over det hele. Et eksempel er skiltet nedenfor… hvis man leder efter “Hoopers Inlet Road” så er det rart at støde på. I modsat fald kan det være svært at vide hvor man skal køre hen

Der er naturligvis mange andre ting vi kunne have fortalt her, men det er ikke til at få plads til det hele. Der kommer nok en enkelt update mere, hvor vi prøver at samle op på de sidste ting. Bl.a. skal vi have afgjort, hvem der har vundet konkurrencen her, nu hvor vi har købt præmien… men resten af alle de sjove og spændende oplevelser må I få næste gang vi ses “in real life”.

Lidt statistik skal I ikke snydes for: Vi har indtil nu kørt 5567 km, og mangler stadig nok omkring 500 km herfra via Rotorua og helt til Auckland. Vi har taget noget over 3000 billeder og mere end 16 GB billededata (4 DVD’er). Så det tager nok lidt tid at få det hele sorteret når vi kommer hjem…

Bare en kort update fra i dag, 5. januar. Vi har brugt dagen paa at gaa tur paa stranden og kikke efter soeloever (som ikke var hjemme…), kikke paa det lokale akvarium og naturen omkring, og er nu en tur inde i Dunedin for at finde verdens stejleste gade og handle lidt ind.

I morgen tager vi videre nordpaa, op til Picton hvor vi har en kort overnatning og tager med faergen til Wellington i overmorgen meget tidligt, for at naa frem til Napier. Der bliver nok ikke tid til updates her de naeste par dage, paa grund af de lange straek vi skal koere.

Vi har det stadig godt alle sammen, fulde af spaendende oplevelser hernede fra.

Stor hilsen til jer alle derhjemme i vintervejret…

På trods af det lidt kedelige vejr kørte vi de sidste 15 km nordpå til Taiaroa Head, hvor der er den eneste ynglende Albatros koloni på fastlandet noget sted i verden. For at komme helt tæt på skal man på en guidet tur, men vi håbede i første omgang på at se Albatrosser ud over klipperne uden at tage turen. Men efter at have kikket i et par timer på pelssæler på stranden på meget tæt hold, og set masser af måger, suler, terner(?), svartbag men ingen albatrosser to vi alligevel den guidede tur. Desværre blev det meget tåget lige da vi kom tættere på kolonien, så vi havde et temmeligt sløret syn af rugende albatrosser på bakkerne.

På vej tilbage til samlingsstedet blev vi dog “belønnet” med en flyvende albatros, som kom susende rundt om toppen nogle gange. På silhuetten her kan I se den sammen med en almindelig måge… den har et vingefang på 3 m! Albatrosserne flyver bedst i blæsevejr. De svæver hen over vandet, og bruger meget lidt energi på at holde sig flyvende. På et år tilbagelægger de typisk 190.000 km, hvor de cirkler rundt om antarktis. De fouragerer typisk en del i området syd for Argentina, og de kan tilbagelægge de 5.000 km herfra til Argentina på 7 dage. Tophastigheden i god vind er over 100 km/t.

Den art som holder til her, Northern Royal Albatros, yngler her ved Taiaroa Head. Fra fuglene kommer ind for at bygge rede til ungerne flyver hjemmefra går der næsten et år. I september letter ungerne for første gang — og så sætter de ikke fødderne på fast land igen før der er gået 4 til 6 år! Når de gør det, kommer de her tilbage. De har god øvelse i at lande på vandet, men første gang de lander på jorden efter de mange år ude at flyve, går det som regel lidt galt. De lander for hårdt, og slår et par kolbøtter før de står stille. Benene kan heller ikke helt bære dem, for de er ude af træning, men efter nogle dage kommer de dog i form igen.

Albatrosser bruger nogle år på at finde en mage, og når de er omkring 10 år begynder de at yngle. De lægger ét æg hvert andet år, og opdrætter deres unge i fællesskab med magen. Derefter flyver de bort i et helt år, før de to fugle igen mødes her for at opfostre næste unge. Når de er sammen bruger de megen tid sammen, men de ser jo heller ikke hinanden et helt år derefter.

Albatrosser bliver typisk 30 til 40 år, og de holder som regel sammen med deres mage for livet. Enkelte, som “Grandma”, blev 62 år, så de kan blive ret gamle.

Nå, men efter albatrosserne tog vi pingvinerne. Lidt længere sydpå er der ynglende guløjede pingviner. I modsætning til de fleste andre pingviner er det ikke en social fugl, så de to mager har deres egen rede oppe i landet, langt fra andre pingviner. Da vi var der, sidst på dagen, kom fuglene ind fra en dag på havet, og vraltede op til deres reder, som kan ligge op til 1 km inde i landet. På det sted vi kom hen, kunne man gå ind gennem en labyrint af gange og skjul, og komme helt tæt på nogle af dem. Da det foregik i let regnvejr i skumringen var det en meget spændende oplevelse, specielt for børnene, som synes det næsten var som at gå på opdagelse selv, selvom vi altså var på en guidet tur.

Stedet er i oevrigt et privat drevet naturbevaringsprojekt, modsat Albatros centeret, som er drevet af DOC: Department of Conservation. DOC ejer forresten 1/3 af NZ…

Derfra kørte vi igen op nordpå til Pilots Beach, hvor vi ankom ved solnedgangstid og stillede os op for at vente pænt, sammen med de 30 andre mennesker. Pludselig kom det første hold blå pingviner op ad vandet. Simon var den første som opdagede dem. Der kom måske 10 fugle op på stranden på samme tid, da det næsten var blevet helt mørkt — “når man ikke kan skelne rød fra blå”. De vraltede op, efterfulgt af andre fugle i små grupper, indtil der var kommet måske 60-70 fugle op. Alle pingvinerne gik op på stranden, gennem sandet og klitterne, og op i græsset, til deres reder, hvor ungerne lå og ventede. Når de kom for tæt på mennesker stoppede de op, men hvis man stod helt stille, så gik de nogle gange helt tæt på og videre op i landet.

Det var også en meget speciel oplevelse at være så tæt på dyr i deres naturlige omgivelser. Desværre var det blevet mørkt, så det var meget vanskeligt at stille skaprt på noget som helst eller tage billeder af dyrene, som hele tiden bevægede sig. Men her er et enkelt skud, taget “næsten” håndholdt med 2 sekunders eksponeringstid — så kan I da fornemme at vi har set pingviner om natten også.

Og efter endnu en dag mættet med oplevelser kunne vi køre tilbage igen til Portobello, ad den snoede strandvej, i mørket.

Så vender vi hjem…

Efter nogle spændende dage i flotte omgivelser gik turen i dag sydover igen, gennem et fladt landskab. Vi bestemte os for at køre til “Lands End” i Bluff, som ligger for enden af SH 1 (State Highway) — eller som de selv skriver det i Bluff: “The beginning of SH 1″… alt afhænger som bekendt af perspektivet

Bluff er ikke helt det sydligste punkt på sydøen, men det er så langt som man kan komme på almindelige veje og uden at køre et par timer ekstra for blot at nå 5 km sydligere. Og da det hernede hedder “From Cape Reinga to Bluff” når vi siger “Fra Skagen til Gedser”, så var det godt nok for os.

På vejen kommer man igennem Invercargill, der ligesom Bluff er en flad, åben by, præget af livet tæt på havet. Området dér, såvel som området omkring Dunedin længere nordpå, har mange skotske rødder, hvilket man kan se på vejnavnene og på arkitekturen. Invercargill er en forholdsvis rig by, eftersom det er den største handelsby i et område med masser af god og rig landbrugsjord. Bluff derimod er ikke en voldsomt charmerende by. Mange bygninger trænger til en kærlig hånd, og der ligger en stor aluminiumsfabrik, som får sin energi oppe fra et vandkraftværk ved Manapuri nær Te Anau.

Der er en lille bakke på små 250 m, Bluff Hill, hvorfra der er en fin udsigt over sydøen og ud til Steward Island — når det er godt vejr, hvad det ikke var i dag! Det nærmeste vi kom til Stewart Island var et kik på færgen derover, som dukkede ud af tågerne på sin vej tilbage til Bluff. Færge er måske så meget sagt, men en båd på fiskekutterstørrelse i fast rutefart kan vel med lidt god vilje kaldes en færge…

Det sydligst vi kommer er her i Bluff, hvor der ved “Lands End” står skiltet som I kan se på billedet. Der manglede en indikation af afstanden til Taastrup, men GPS’en kunne fortælle os at vi var 18.076 km hjemmefra — og det er nok stort set det længste man kan komme, hvis man stadig vil have fødderne på land. Vi mødte også et par cyklister, som var startet i Auckland, havde cyklet nordpå til Cape Reinga, hele vejen ned til Bluff, og nu “blot” skulle tilbage til Auckland igen. Det er en noget bakket tur visse steder, på nok omkring 3.000 km i alt. Og de fleste steder er der ikke cykelstier, så det foregår sammen med trafikken, og endda ofte på selve kørebanen på de mange smalle veje i bjergområderne.

Og her, med den koldere antarktiske vind susende op mod os, knap 4.500 km fra sydpolen, vendte vi igen næsen hjemad.

Vi har indtil nu kørt sydover, længere og længere væk hjemmefra, på nær en af de første dage hvor vi kørte nordpå. Og fra nu af kører vi altså tættere på Danmark igen.

Efter i alt 6 timers kørsel, knap 500 km, på forholdsvis flade og gode veje, er vi kommet til Portobellos snoede veje på Otago halvøen. Vi bor lige ned til vandet, et hyggeligt og roligt sted i helt nye værelser, med udsigt over en lille bugt med masser af vandfugle, og skal bruge et par dage på at kikke på dyrelivet her.

Vi havde planlagt efter at den “flotteste” dag hernede skulle bruges til turen ud til Milford Sound. Det er naturligvis mest storslået i regnvejr på grund af vandfaldene, men en sejltur i solskin er trods alt ikke at foragte. I går var det, mod forventning, fint vejr her, så vi var lidt skeptiske da vi kikkede ud på en lidt overskyet himmel her til morgen. Ydermere er Milford Sound et af de steder i verden hvor det regner mest; ca. 6.5 m vand bliver det til hvert år, så det er meget sjældent der er flot solskin. Og når der er, så bider sandfluerne som regel, så det er ikke altid et rart sted at opholde sig.

Turen derud havde vi hørt en del om inden vi tog afsted. De gør meget ud af at forklare at det tager lang tid i forhold til afstanden, at man kun kan køre med snekæder om vinteren (ikke så aktuelt for os), at man skal huske at bruge gearene på vej ned ad bakkerne, osv… så vi var forberedt på det værste.

Men det blev slet ikke så slemt! For det første er vejen derud meget fin. De første 90 km er stort set flade. Det alpine stykke sniger sig ganske vist op på knap 900 m.o.h., men det var nemmere at køre end flere af de andre steder vi har været. Når der f.eks. stod 55 km/t, så kunne man snildt køre 70 km/t — modsat andre gange, hvor man vist skulle have været rallykører for overhovedet at snige sig op i nærheden af den anbefalede hastighed Men det er rigtigt det tager lang tid at køre derud, for der er nemlig mange steder man er nødt til at standse op og nyde udsigten og de flotte omgivelser.

For det andet var vejret strålende. Her til aften var det stadig et pænt stykke over 20 grader i Te Anau, og solen har skinnet hele dagen. Kun den yderste del af Milford Sound var dækket af skyer og en smule let regn. Selvom vandfaldene ikke havde så meget vand at falde med som på en god regnvejrsdag, så var det nu et ganske imponerende og majestætisk syn alligevel. Lidt sæler blev det også til på turen, udover de mange flotte udsigter, vandfald, klipper, lodrette kanter, udhæng, osv.

Selvom fjorden er godt beskyttet, så kan der godt være store bølger i overfladen og vind. På det smalleste sted i tragten kan der komme op til 7 m høje dønninger, og vinden kan undertiden være 30-50 m/s… I dag blæste det 15 m/s da vi kom igennem, selvom det egentlig var vindstille udenfor mundingen, i det Tasmanske hav — som vi iøvrigt kom helt ud i, da du nu var så usædvanligt godt vejr.

Udover selve Milford Sound så vi også undervandsobservatoriet. De øverste 3 til 8 m af vandet i fjorden er feskvand, som er mørkt på grund af udvaskning fra bjergene og træerne på klipperne. Nedenunder kommer saltvandslaget, som er skærmet af det mørke feskvand. Selve indsejlingen til Milford Sound er ikke særlig dyb, og det beskytter saltvandslaget mod for megen cirkulation og alt for store dønninger. Derfor er der, blot 10 m nede, et fiske- og planteliv som man normalt kun finder på væsentlig dybere (koral)rev. Observatoriet er bare en “omvendt udsigtsplatform” som giver mulighed for at studere det naturlige liv.

Her var vi igen heldige: De sagde at vi havde sigtbarhed på 25 m under vand, hvad man normalt kun har en dag om året, og der var en del zoo-plankton, som havde spist algerne — så vi så en masse fisk og koraller og planter i det klare vand. Bl.a. så vi sorte koraller (som er hvide når de er levende); de findes normalt kun på meget store dybder, og er ikke set af ret mange mennesker. Anne Dorte mener hun så skyggen af en haj… ihverfald var der et stort rovdyr/rovfisk forbi på et tidspunkt og skræmte de mange små fisk. Det kan godt være rigtigt; de har tidligere set hajer op til 5 m længde komme forbi. Men vi så den nu ikke rigtigt…

Det sidste stykke af turen foregik med en vandtaxi. Tur-båden satte os af ved observatoriet (som man kun kan komme til med båd), så vi måtte med en lille vandtaxi det sidste stykke tilbage til Milford Sound — og så gik turen hjemad igen, gennem bjergpas hvor vi igen kunne lege med sne ved den 1200 m lange, 10% stejle og ensporede Homer tunel i 900 m højde.

Hvor mange sandfluebid vi fik med hjem vides ikke. De kommer først med lidt forsinkelse. Simon og Lene går vist stort set fri, men både Anne Dorte og jeg har en del små røde “myggestik” at klø på.

I morgen kører vi herfra og til Otago halvøen, hvor vi håber at se pingviner og endnu flere fugle. Der er et rigt dyreliv mange steder her, og vi har set og hørt mange af de “lokale” fulgle som Tui, Bell Bird og nu også Kea’en, som er en alpin-papegøje.

P.S.: Lidt trivia skal I ikke spares for… Vi har nu kørt knap 3900 km i alt, og har mindst 1600 km mere at køre før vi er tilbage i Auckland, hvor vi startede. Vi har taget over 2.500 billeder, som sammenlagt fylder 12.7 GB (ca. 3 fulde DVD’er). Vi har været oppe på 35. breddegrad, og er nu nede på 45. breddegrad. Det bevirker bl.a. at dagene er mere end en time længere her end oppe i Paihia.

Lige nu, på årets første dag, sidder jeg i skyggen for solen under et træ, på en græsplæne, mens børnene leger i klatrestativet her ved siden af og gynger på gyngerne. 50 m herfra ligger Lake Te Anau, og vi kan se og høre “heliski” helikopterne og vandflyverne starte indimellem.

Vi er lige kommet tilbage fra en tur ud til Glow Worm Caves, hvor vi gik igennem gange og rørsystemer dannet af vandet — nogle steder med kun lidt over 1 m op til loftet, andre steder 25 m — og sejlede på en underjordisk sø i næsten totalt mørke; kun oplyst af Glow Worms. En Glow Worm findes vist kun her på New Zealand, dog med nogle beslægtede arter i Syd Australien og på Tasmanien. Det er en flue-larve på størrelse med en tændstik, som spinder fang-tråde ud i loftet af de mørke og fugtige underjordiske grotter, og med sit “kemisk frembragte” lys tiltrækker og fanger andre insekter, som er blevet udklækket i floderne inde i bjerget. Jo mere sulten den er, jo mere lyser den. Det er næsten som at stå under en bælgmørk himmel og se et væld af stjerner med forskellig lysstyrke.

Den eneste måde at komme til hulerne er at sejle over Lake Te Anau, som er New Zealands største sø. Så får man samtidig mulighed for at nyde den storslåede udsigt over Fiordland, som området her på vestkysten hedder. Hulerne har nok været kendt af Maorierne, fordi navnet “Te Ana-au” betyder “hulen med de hvirvlende vande”. Det ledte en eventyrer til at lede efter huler langs bredden af søen, og i 1948, efter 3 års ihærdig afsøgning af 500 km søbred, opdagede han en kilde som han dykkede ind gennem — for pludselig at stå i en bælgsort hule, kun “oplyst” af Glow Worms, og med cirklende strømme og vandfald.

Desværre måtte man ikke tage billeder inde i hulen, så I må bruge jeres fantasi istedet. Jeg har dog lige skudt indgangen, og en typisk situation fra stranden udenfor — hvor Simon smider sten i vandet.

Vi kom her til Te Anau Lakeview Holiday Park i går aftes, og bor på et backpackers område, med delte faciliteter. Det er OK, men ikke noget specielt. I går aftes, nytårsaften, var her fredeligt, og selvom Simon og jeg var ude kl. 24.00 for at kikke efter fyrværkeri, så så vi stort set ingenting — andet end stjernerne, som vi så kikkede på istedet for, mens de tittede gennem den fugtige aftenluft. Lidt af en kontrast til Danmark, hvor det med fyrværkeriet vist nærmest er gået helt over gevind!

Det gik godt med at køre hertil i går, selvom den rene køretid var 7 en halv time. Vi kørte afsted ved 7.30 tiden i går morges, men stoppede op ved Lake Matheson efter kun 25 km kørsel, og gik de 20 minutter ind til selve søen. Der blev vi belønnet med et fantastisk syn: Mt. Tasman og Mt. Cook lå i baggrunden, badet i et gyldent sollys, kun synlige igennem et stort hul i de lavtliggende hvide skyer. Det var helt vindstille, så søen var spejlblank, og reflektionerne af bjergene og træerne langs søen stod skarpt. Kontrastomfanget af sceneriet var for stort til at man rigtigt kan indfange det med kameraet, så billedet her yder vist ikke øjeblikkets skønhed fuldt retfærdighed.

Da vi skulle til at pakke sammen, og de første turistbusser ankom, dækkede skyer for bjergene, og udsigten var nok slut for denne dag. Men vi oplevede den, og kunne glæde os over det, mens vi spiste lidt mere morgenmad og drak te/kaffe på den nærliggende café, med udsigt til de andre bjerge i baggrunden.

Turen fra gletcherne går ned langs kysten, med udsigt til voldsomme bølger, der dundrer ind over stranden. Ved Haast drejer man fra og svinger ind i landet, over nogle pas og op til Wanaka, hvor vi gjorde holdt. Undervejs kører man forbi flere store søer, med bjerge i baggrunden, fossende floder og vandfald.

Vi gjorde et planlagt holdt i Wanaka, og fandt noget at spise der. Der er en typisk turistby, som ikke er særlig charmerende — udover selvfølgelig udsigten til bjergene i baggrunden. Så vi skyndte os videre, og kørte via Quenstown langs med på den ene side bjergkæden The Remarkables, (som er et skisportssted om vinteren), og på den anden side Lake Wakatipu. Denne sø er speciel fordi den med 5 minutters cyklus hæver overfladen 12 cm og så daler ned til normal højde igen; den “ånder” nærmest — sandsynligvis på grund af en resonans i selve søen under påvirkning af det atmosfæriske tryk og vinden. På vejen væk fra Wanaka kører man forresten også lige forbi Kawarau River, hvorfra det originale Bungy Jump kan foretages på Suspension Bridge under kyndig vejledning af opfinderen A.J. Hackett.

Fra Quenstown og de sidste 180 km ud til Te Anau er vejen stort set flad. Det er næsten som at køre over den jyske hede, og der er store mænger af især får på markerne, udover nogle køer og hjorte hist og pist. Der er mange flere får pr. græsareal end vi er vant til at se i Danmark, så nogle steder ser det meget overvældende ud med alle de hvide, grå og sorte uldtotter spredt ud over landskabet.

Jeg glemte iøvrigt at fortælle en ting vi også prøvede på vejen ned til gletcherne… der er som nævnt mange ensporede broer over floderne — men et par steder har man virkelig taget konsekvensen, og delt begge bilretninger plus et jernbanespor over den samme 4 m brede bro. Så man skal huske at kikke efter ikke bare biler fra den anden retning, men også om der kommer tog den ene eller anden vej… og så må man jo bare håbe på at det ikke kommer. mens man er på vej over!

Tilbage til Te Anau, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen med at cykle 4 på den samme cykel (som var beregnet til det) og spille minigolf, og hygge os i det lune sommervejr. Den ventede regn har vi ikke rigtigt set noget til, så vi har vist endnu engang været heldige med vejret.

I morgen går turen de ca. 150 km op til Milford Sound, hvor vi skal på tur ud i fjorden, og 10 m ned under vandet og kikke på dyrelivet… men mere herom senere

Vi er i Te Anau, og har nydt godt af lidt solskin de sidste par dage. Jeg har en laengere update og nogle billeder, men de kommer tidligst i morgen, naar vi kan finde et sted at uploade igen. Vi har det stadig godt, og har set gloedende orme i nogle underjordiske grotter, og koerer i morgen en tur op til Milford Sound. Men mere om det senere.