Så blev det juleaften, selv hernede på den anden side af jorden. Vi har lige spist pizza (det var den eneste mulighed vi lige kunne finde, og det var det alternativ som Simon og Anne Dorte havde bestemt, hvis vi ikke kunne få burgere), og set det sidste afsnit af Pyrus, og børnene er faldet omkuld så snart de kom under dynen — men klokken er også blevet 23.30. Simon har sat uret til kl. 7 i morgen tidlig; de har fundet ud af at der kommer børneprogrammer på kanal 3 i morgen, og dem vil de gerne se.

Turen hertil gik fint, og vi endte med at nå et par museer alligevel. Efter morgenmad checkede vi ud og kørte ned for at få skiftet et dæk på bilen. Det kunne alligevel ikke lade sig gøre på stedet, men de havde en bil magen til i Picton, så vi kunne bare køre ind og bytte bil på vejen når vi kom fra færgen. Så vi havde pludselig nogle timer i Wellington, som forresten er mere hyggelig og flot beliggende end vi havde troet ud fra de beskrivelser, vi havde læst. Timerne bestemte vi os for at bruge på “Te Papa”, som er national museet i Wellington.

“Te Papa” er ret nyt, og ikke helt som man kender museer hjemmefra. Det er meget interaktivit, og minder vel mest om en krydsning mellem nationalmuseet og eksperimentariet. Der er gratis adgang, men enkelte af de ting man kan prøve og visse særudstillinger koster penge — bl.a. den særudstilling som Simon og jeg så om rumfart, og hvor vi prøvede at lande en rumfærge, skyde en raket af, og meget andet. Og man skal også betale for at stå på vandski i simulatoren, som vi børnene også prøvede. Vi droppede dog det virtuelle bungy-jump. Det er et rigtigt godt museum, af høj kvalitet, og med hjælpsomme guider.

Men inden vi kom dertil gik vi forkert. Lige i nærheden ligger nemlig et andet museum, og vi opdagede først da vi kom derhen, at det ikke var det rigtige sted. Vi tøvede derfor lidt, men blev kaldt indenfor af nogle meget udfarende guider. Jeg spurgte pænt om vej, men de foreslog at vi lige kikkede rundt hos dem først — så skulle de nok vise os vej… Det diskuterede vi så lidt, og vi endte med et kompromis, så vi gik pænt indenfor og indvilligede i at bruge 15 minutter hos dem først, så ville de vise os vej . Det viste sig dog at være svært at nøjes med 15 minutter der; de havde bl.a. en udstilling ovenpå hvor de brugte laser-hologrammer til at genskabe figurer i “pyrus-størrelse” inde i en opstilling med gamle effekter (billedet — som jeg havde glemt i foerste omgang). Meget imponerende, og bestemt besøget værd!

Nå, men efter at have klaret diverse museumsbesøg kørte vi 500 m længere ned ad kajen og tog med hurtigfærgen, Lynx, til sydøen. Der er 2 selskaber som sejler, og vi skal med de andre, Blue Bridge, på vejen hjem. Selskabet The Interislander, som også sejler med Lynx, har ialt 3 færger, hvoraf den ene af de to konventionelle færger er bygget i Danmark, og lige har fejret 20 års jubilæum. Der var faktisk en minde-artikel i avisen om det i dag, og et interview med færgens første maskinmester, som udtalte sig positivt om danske skibsbyggere.

Forresten så virker tingene mere “personlige” hernede. Når man læser avisen, så er der altid mange detaljer med. Mens vi i Danmark i en notits i lokalavisen f.eks. kan læse at der har været indbrud i en række biler i lokalområdet, så skriver de landsdækkende aviser hernede at NN1 har fået slået sideruden ind og fået stjålet en mobiltelefon fra handskerummet, og NN2 har fået brækket døren op og har fået stjålet 25 dollar i kontanter, og så videre. Det er ikke helt så “storbyagtigt” som i Danmark.

Tilbage til turen: vejret var utroligt fint til at sejle i. Noget skyet og med lidt regn ind i mellem, men stort set ingen vind, og dønninger på måske max 1 m. Det var vist den første rolige dag mens vi har været hernede, så det er vi naturligvis ret taknemmelige for. Som nævnt, så kan det godt være en noget “rough” tur. Den tager ca. 2h15m (og ca 3h med den alm. færge). Kun det midterste stykke foregår i åbent hav; den sidste times tid er som at sejle ind til Oslo med færgen, igennem en slags skærgård med mindre øer og holme. Meget flot.

På den rolige del fik vi tid til en kop kaffe/te og en is. Og børnene er blevet mere modige. Anne Dorte kunne selv købe en kop te, og Simon klarede (med lidt hjælp fra storesøsteren) at købe sig en kop Cafe Latte… Det var ikke helt nemt for ham, selvom han havde øvet sig, og uden problemer kunne sige de rigtige sætninger meget fint og helt uden accent. Jeg vil tro ekspedienten havde forventet han ville bestille en kop “Hot choco-lade” og ikke en “Cup Caffe Latte”, men det lykkedes at få det forklaret til sidst ved at henvise til nummeret på oversigten. Og så skal det siges at kiwi’ernes accent altså nogle steder er meget langt fra hvad vi andre har lært i skolen. Selv nogle af turisterne fra Australien siger det kan være svært at forstå dem.

I Picton byttede vi bilen, fra en grå Mondeo til en rød Mondeo — men med bedre dæk. Udlejningskontoret holdt ekstraordinært længe åbent for vores skyld, så vi kunne bytte rundt. Damen på kontoret skulle dels hjem og holde juleaften, dels havde hendes datter 24 års fødselsdag og var kommet til NZ fra England for at holde den hjemme hos familien, så hun ville naturligvis gerne hjem til hende — men måtte altså pænt vente på os!

I den røde Mondeo susede vi så hurtigt vi kunne fra Picton til Nelson, som er en tur på små 150 km, og tager et par timer at køre. Vi er blevet mere vant til svingene, og blev stort set ikke overhalet undervejs til Nelson — men der var nu også ret tomt på vejene. Der er trods alt ikke så mange, som gider køre langt juleaften, som også hernede normalt tilbringes sammen med familien.