Lige nu, på årets første dag, sidder jeg i skyggen for solen under et træ, på en græsplæne, mens børnene leger i klatrestativet her ved siden af og gynger på gyngerne. 50 m herfra ligger Lake Te Anau, og vi kan se og høre “heliski” helikopterne og vandflyverne starte indimellem.

Vi er lige kommet tilbage fra en tur ud til Glow Worm Caves, hvor vi gik igennem gange og rørsystemer dannet af vandet — nogle steder med kun lidt over 1 m op til loftet, andre steder 25 m — og sejlede på en underjordisk sø i næsten totalt mørke; kun oplyst af Glow Worms. En Glow Worm findes vist kun her på New Zealand, dog med nogle beslægtede arter i Syd Australien og på Tasmanien. Det er en flue-larve på størrelse med en tændstik, som spinder fang-tråde ud i loftet af de mørke og fugtige underjordiske grotter, og med sit “kemisk frembragte” lys tiltrækker og fanger andre insekter, som er blevet udklækket i floderne inde i bjerget. Jo mere sulten den er, jo mere lyser den. Det er næsten som at stå under en bælgmørk himmel og se et væld af stjerner med forskellig lysstyrke.

Den eneste måde at komme til hulerne er at sejle over Lake Te Anau, som er New Zealands største sø. Så får man samtidig mulighed for at nyde den storslåede udsigt over Fiordland, som området her på vestkysten hedder. Hulerne har nok været kendt af Maorierne, fordi navnet “Te Ana-au” betyder “hulen med de hvirvlende vande”. Det ledte en eventyrer til at lede efter huler langs bredden af søen, og i 1948, efter 3 års ihærdig afsøgning af 500 km søbred, opdagede han en kilde som han dykkede ind gennem — for pludselig at stå i en bælgsort hule, kun “oplyst” af Glow Worms, og med cirklende strømme og vandfald.

Desværre måtte man ikke tage billeder inde i hulen, så I må bruge jeres fantasi istedet. Jeg har dog lige skudt indgangen, og en typisk situation fra stranden udenfor — hvor Simon smider sten i vandet.

Vi kom her til Te Anau Lakeview Holiday Park i går aftes, og bor på et backpackers område, med delte faciliteter. Det er OK, men ikke noget specielt. I går aftes, nytårsaften, var her fredeligt, og selvom Simon og jeg var ude kl. 24.00 for at kikke efter fyrværkeri, så så vi stort set ingenting — andet end stjernerne, som vi så kikkede på istedet for, mens de tittede gennem den fugtige aftenluft. Lidt af en kontrast til Danmark, hvor det med fyrværkeriet vist nærmest er gået helt over gevind!

Det gik godt med at køre hertil i går, selvom den rene køretid var 7 en halv time. Vi kørte afsted ved 7.30 tiden i går morges, men stoppede op ved Lake Matheson efter kun 25 km kørsel, og gik de 20 minutter ind til selve søen. Der blev vi belønnet med et fantastisk syn: Mt. Tasman og Mt. Cook lå i baggrunden, badet i et gyldent sollys, kun synlige igennem et stort hul i de lavtliggende hvide skyer. Det var helt vindstille, så søen var spejlblank, og reflektionerne af bjergene og træerne langs søen stod skarpt. Kontrastomfanget af sceneriet var for stort til at man rigtigt kan indfange det med kameraet, så billedet her yder vist ikke øjeblikkets skønhed fuldt retfærdighed.

Da vi skulle til at pakke sammen, og de første turistbusser ankom, dækkede skyer for bjergene, og udsigten var nok slut for denne dag. Men vi oplevede den, og kunne glæde os over det, mens vi spiste lidt mere morgenmad og drak te/kaffe på den nærliggende café, med udsigt til de andre bjerge i baggrunden.

Turen fra gletcherne går ned langs kysten, med udsigt til voldsomme bølger, der dundrer ind over stranden. Ved Haast drejer man fra og svinger ind i landet, over nogle pas og op til Wanaka, hvor vi gjorde holdt. Undervejs kører man forbi flere store søer, med bjerge i baggrunden, fossende floder og vandfald.

Vi gjorde et planlagt holdt i Wanaka, og fandt noget at spise der. Der er en typisk turistby, som ikke er særlig charmerende — udover selvfølgelig udsigten til bjergene i baggrunden. Så vi skyndte os videre, og kørte via Quenstown langs med på den ene side bjergkæden The Remarkables, (som er et skisportssted om vinteren), og på den anden side Lake Wakatipu. Denne sø er speciel fordi den med 5 minutters cyklus hæver overfladen 12 cm og så daler ned til normal højde igen; den “ånder” nærmest — sandsynligvis på grund af en resonans i selve søen under påvirkning af det atmosfæriske tryk og vinden. På vejen væk fra Wanaka kører man forresten også lige forbi Kawarau River, hvorfra det originale Bungy Jump kan foretages på Suspension Bridge under kyndig vejledning af opfinderen A.J. Hackett.

Fra Quenstown og de sidste 180 km ud til Te Anau er vejen stort set flad. Det er næsten som at køre over den jyske hede, og der er store mænger af især får på markerne, udover nogle køer og hjorte hist og pist. Der er mange flere får pr. græsareal end vi er vant til at se i Danmark, så nogle steder ser det meget overvældende ud med alle de hvide, grå og sorte uldtotter spredt ud over landskabet.

Jeg glemte iøvrigt at fortælle en ting vi også prøvede på vejen ned til gletcherne… der er som nævnt mange ensporede broer over floderne — men et par steder har man virkelig taget konsekvensen, og delt begge bilretninger plus et jernbanespor over den samme 4 m brede bro. Så man skal huske at kikke efter ikke bare biler fra den anden retning, men også om der kommer tog den ene eller anden vej… og så må man jo bare håbe på at det ikke kommer. mens man er på vej over!

Tilbage til Te Anau, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen med at cykle 4 på den samme cykel (som var beregnet til det) og spille minigolf, og hygge os i det lune sommervejr. Den ventede regn har vi ikke rigtigt set noget til, så vi har vist endnu engang været heldige med vejret.

I morgen går turen de ca. 150 km op til Milford Sound, hvor vi skal på tur ud i fjorden, og 10 m ned under vandet og kikke på dyrelivet… men mere herom senere