Vi havde planlagt efter at den “flotteste” dag hernede skulle bruges til turen ud til Milford Sound. Det er naturligvis mest storslået i regnvejr på grund af vandfaldene, men en sejltur i solskin er trods alt ikke at foragte. I går var det, mod forventning, fint vejr her, så vi var lidt skeptiske da vi kikkede ud på en lidt overskyet himmel her til morgen. Ydermere er Milford Sound et af de steder i verden hvor det regner mest; ca. 6.5 m vand bliver det til hvert år, så det er meget sjældent der er flot solskin. Og når der er, så bider sandfluerne som regel, så det er ikke altid et rart sted at opholde sig.

Turen derud havde vi hørt en del om inden vi tog afsted. De gør meget ud af at forklare at det tager lang tid i forhold til afstanden, at man kun kan køre med snekæder om vinteren (ikke så aktuelt for os), at man skal huske at bruge gearene på vej ned ad bakkerne, osv… så vi var forberedt på det værste.

Men det blev slet ikke så slemt! For det første er vejen derud meget fin. De første 90 km er stort set flade. Det alpine stykke sniger sig ganske vist op på knap 900 m.o.h., men det var nemmere at køre end flere af de andre steder vi har været. Når der f.eks. stod 55 km/t, så kunne man snildt køre 70 km/t — modsat andre gange, hvor man vist skulle have været rallykører for overhovedet at snige sig op i nærheden af den anbefalede hastighed Men det er rigtigt det tager lang tid at køre derud, for der er nemlig mange steder man er nødt til at standse op og nyde udsigten og de flotte omgivelser.

For det andet var vejret strålende. Her til aften var det stadig et pænt stykke over 20 grader i Te Anau, og solen har skinnet hele dagen. Kun den yderste del af Milford Sound var dækket af skyer og en smule let regn. Selvom vandfaldene ikke havde så meget vand at falde med som på en god regnvejrsdag, så var det nu et ganske imponerende og majestætisk syn alligevel. Lidt sæler blev det også til på turen, udover de mange flotte udsigter, vandfald, klipper, lodrette kanter, udhæng, osv.

Selvom fjorden er godt beskyttet, så kan der godt være store bølger i overfladen og vind. På det smalleste sted i tragten kan der komme op til 7 m høje dønninger, og vinden kan undertiden være 30-50 m/s… I dag blæste det 15 m/s da vi kom igennem, selvom det egentlig var vindstille udenfor mundingen, i det Tasmanske hav — som vi iøvrigt kom helt ud i, da du nu var så usædvanligt godt vejr.

Udover selve Milford Sound så vi også undervandsobservatoriet. De øverste 3 til 8 m af vandet i fjorden er feskvand, som er mørkt på grund af udvaskning fra bjergene og træerne på klipperne. Nedenunder kommer saltvandslaget, som er skærmet af det mørke feskvand. Selve indsejlingen til Milford Sound er ikke særlig dyb, og det beskytter saltvandslaget mod for megen cirkulation og alt for store dønninger. Derfor er der, blot 10 m nede, et fiske- og planteliv som man normalt kun finder på væsentlig dybere (koral)rev. Observatoriet er bare en “omvendt udsigtsplatform” som giver mulighed for at studere det naturlige liv.

Her var vi igen heldige: De sagde at vi havde sigtbarhed på 25 m under vand, hvad man normalt kun har en dag om året, og der var en del zoo-plankton, som havde spist algerne — så vi så en masse fisk og koraller og planter i det klare vand. Bl.a. så vi sorte koraller (som er hvide når de er levende); de findes normalt kun på meget store dybder, og er ikke set af ret mange mennesker. Anne Dorte mener hun så skyggen af en haj… ihverfald var der et stort rovdyr/rovfisk forbi på et tidspunkt og skræmte de mange små fisk. Det kan godt være rigtigt; de har tidligere set hajer op til 5 m længde komme forbi. Men vi så den nu ikke rigtigt…

Det sidste stykke af turen foregik med en vandtaxi. Tur-båden satte os af ved observatoriet (som man kun kan komme til med båd), så vi måtte med en lille vandtaxi det sidste stykke tilbage til Milford Sound — og så gik turen hjemad igen, gennem bjergpas hvor vi igen kunne lege med sne ved den 1200 m lange, 10% stejle og ensporede Homer tunel i 900 m højde.

Hvor mange sandfluebid vi fik med hjem vides ikke. De kommer først med lidt forsinkelse. Simon og Lene går vist stort set fri, men både Anne Dorte og jeg har en del små røde “myggestik” at klø på.

I morgen kører vi herfra og til Otago halvøen, hvor vi håber at se pingviner og endnu flere fugle. Der er et rigt dyreliv mange steder her, og vi har set og hørt mange af de “lokale” fulgle som Tui, Bell Bird og nu også Kea’en, som er en alpin-papegøje.

P.S.: Lidt trivia skal I ikke spares for… Vi har nu kørt knap 3900 km i alt, og har mindst 1600 km mere at køre før vi er tilbage i Auckland, hvor vi startede. Vi har taget over 2.500 billeder, som sammenlagt fylder 12.7 GB (ca. 3 fulde DVD’er). Vi har været oppe på 35. breddegrad, og er nu nede på 45. breddegrad. Det bevirker bl.a. at dagene er mere end en time længere her end oppe i Paihia.