På trods af det lidt kedelige vejr kørte vi de sidste 15 km nordpå til Taiaroa Head, hvor der er den eneste ynglende Albatros koloni på fastlandet noget sted i verden. For at komme helt tæt på skal man på en guidet tur, men vi håbede i første omgang på at se Albatrosser ud over klipperne uden at tage turen. Men efter at have kikket i et par timer på pelssæler på stranden på meget tæt hold, og set masser af måger, suler, terner(?), svartbag men ingen albatrosser to vi alligevel den guidede tur. Desværre blev det meget tåget lige da vi kom tættere på kolonien, så vi havde et temmeligt sløret syn af rugende albatrosser på bakkerne.

På vej tilbage til samlingsstedet blev vi dog “belønnet” med en flyvende albatros, som kom susende rundt om toppen nogle gange. På silhuetten her kan I se den sammen med en almindelig måge… den har et vingefang på 3 m! Albatrosserne flyver bedst i blæsevejr. De svæver hen over vandet, og bruger meget lidt energi på at holde sig flyvende. På et år tilbagelægger de typisk 190.000 km, hvor de cirkler rundt om antarktis. De fouragerer typisk en del i området syd for Argentina, og de kan tilbagelægge de 5.000 km herfra til Argentina på 7 dage. Tophastigheden i god vind er over 100 km/t.

Den art som holder til her, Northern Royal Albatros, yngler her ved Taiaroa Head. Fra fuglene kommer ind for at bygge rede til ungerne flyver hjemmefra går der næsten et år. I september letter ungerne for første gang — og så sætter de ikke fødderne på fast land igen før der er gået 4 til 6 år! Når de gør det, kommer de her tilbage. De har god øvelse i at lande på vandet, men første gang de lander på jorden efter de mange år ude at flyve, går det som regel lidt galt. De lander for hårdt, og slår et par kolbøtter før de står stille. Benene kan heller ikke helt bære dem, for de er ude af træning, men efter nogle dage kommer de dog i form igen.

Albatrosser bruger nogle år på at finde en mage, og når de er omkring 10 år begynder de at yngle. De lægger ét æg hvert andet år, og opdrætter deres unge i fællesskab med magen. Derefter flyver de bort i et helt år, før de to fugle igen mødes her for at opfostre næste unge. Når de er sammen bruger de megen tid sammen, men de ser jo heller ikke hinanden et helt år derefter.

Albatrosser bliver typisk 30 til 40 år, og de holder som regel sammen med deres mage for livet. Enkelte, som “Grandma”, blev 62 år, så de kan blive ret gamle.

Nå, men efter albatrosserne tog vi pingvinerne. Lidt længere sydpå er der ynglende guløjede pingviner. I modsætning til de fleste andre pingviner er det ikke en social fugl, så de to mager har deres egen rede oppe i landet, langt fra andre pingviner. Da vi var der, sidst på dagen, kom fuglene ind fra en dag på havet, og vraltede op til deres reder, som kan ligge op til 1 km inde i landet. På det sted vi kom hen, kunne man gå ind gennem en labyrint af gange og skjul, og komme helt tæt på nogle af dem. Da det foregik i let regnvejr i skumringen var det en meget spændende oplevelse, specielt for børnene, som synes det næsten var som at gå på opdagelse selv, selvom vi altså var på en guidet tur.

Stedet er i oevrigt et privat drevet naturbevaringsprojekt, modsat Albatros centeret, som er drevet af DOC: Department of Conservation. DOC ejer forresten 1/3 af NZ…

Derfra kørte vi igen op nordpå til Pilots Beach, hvor vi ankom ved solnedgangstid og stillede os op for at vente pænt, sammen med de 30 andre mennesker. Pludselig kom det første hold blå pingviner op ad vandet. Simon var den første som opdagede dem. Der kom måske 10 fugle op på stranden på samme tid, da det næsten var blevet helt mørkt — “når man ikke kan skelne rød fra blå”. De vraltede op, efterfulgt af andre fugle i små grupper, indtil der var kommet måske 60-70 fugle op. Alle pingvinerne gik op på stranden, gennem sandet og klitterne, og op i græsset, til deres reder, hvor ungerne lå og ventede. Når de kom for tæt på mennesker stoppede de op, men hvis man stod helt stille, så gik de nogle gange helt tæt på og videre op i landet.

Det var også en meget speciel oplevelse at være så tæt på dyr i deres naturlige omgivelser. Desværre var det blevet mørkt, så det var meget vanskeligt at stille skaprt på noget som helst eller tage billeder af dyrene, som hele tiden bevægede sig. Men her er et enkelt skud, taget “næsten” håndholdt med 2 sekunders eksponeringstid — så kan I da fornemme at vi har set pingviner om natten også.

Og efter endnu en dag mættet med oplevelser kunne vi køre tilbage igen til Portobello, ad den snoede strandvej, i mørket.