B4s NZ blog

Til afveksling regnede det ikke fra morgenstunden her i National Park, men da skyerne hang tungt over landskabet stod den mest på indendørsaktiviteter i dag. Første besøg gik til Whakapapa Visitor Centre, som har en fin udstilling om området her, og om vulkanske aktiviteter. Der er også et par AV-forestillinger, som vi så.

Derfra tog vi en tur længere op ad bjerget, indtil vi i 1630 m højde nåede snegrænsen. Desværre startede skyerne i ca. 1200 m højde, så den formodentlig storslåede udsigt så vi ikke så meget til. Men en snebold kunne vi da lave. Stedet vi kørte til har været brugt til nogle centrale scener i “Lord of the Rings” filmene, bl.a. der hvor de tager ringen fra Sauron. Og hele området her er iøvrigt kendt som Mordor (Saurons rige) i LotR, så der har været kæmpet nogle drabelige kampe mod Orkerne mellem de forrevne klipper.

På vej tilbage til National Park Village snuppede vi lige et vandfald mere (Tawhai Falls), så nu er der et mere til samlingen. Jeg vil dog ikke spare jer for et billede af endnu et kønt vandfald, selvom I nok ikke gider høre mere om dem

Tilbage i byen kravlede børnene i en god times tid på en 8 m klatrevæg (indendørs) med 40 forskellige baner i mange sværhedsgrader. Det var en god måde at få brugt lidt energi på; ihverfald kunne ingen af dem kravle mange meter mere, da vi stoppede!

Børnene har iøvrigt brugt lidt tid på at diagnosticere mangelsygdomme hos hinanden. Simon lider af pasta-mangel, og Anne Dorte lider af svær kartoffelmangel… så selvom hun fik både kogte kartofler og ekstra kartoffelmos (og overvejede at bestille kartoffelmos til dessert i stedet for noget sødt) i går, så stod den på noget med kartofler igen i aften. Køkkenet her er godt, så det var heldigvis nemt at lave mad og få plads til at pille kartofler.

Stedet her er ikke overrendt, og de fleste andre gæster tilbringer hele dagen ude og kommer tilbage her for at sove. Til aften sad vi inde i pejse stuen, og to andre gæster kom ind og satte sig i sofaen. Den ene satte sig med en bog. Den anden faldt i søvn efter et forgæves forsøg på at læse i en bog. Ingen af dem sagde en lyd mens de sad der, og orkede (heldigvis) ikke at rejse sig og tænde for fjernsynet.

Iøvrigt har vi erfaret at de det danske B-hold i kvindehåndbold har fået sølv — det havde vi slet ikke hørt noget om hernede. Ikke et ord i aviserne om det… men der står nok heller ikke så meget i de danske aviser om NZs kamp mod Pakistan i cricket.

Og når vi nu snakker om nationaliteter: Som jeg vist tidligere har nævnt, så er den ene af værterne her hollandsk. Sikkert derfor er der mange hollandske gæster på stedet. Der, hvor klatrevæggen er, var der en tysk vært, så der var der mange tyskere. Men danskere ser vi ikke så mange til. En bilfuld mødte vi dog på Hot Water Beach; de var nemme at kende på afstand da de bandede slemt (på dansk). Og i dag har vi set to andre hold danskere, så vi hører lidt dansk ind i mellem. Men ellers er der vist mest engelske og australske turister, udover de lokale.

I morgen kører vi herfra til Wellington, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi sejler til sydøen juleaftensdag og kører til Nelson, hvor vi efter planen skal være i 6 dage.

Hej igen,

Vi er kommet til Nelson i gaar, og havde en god tur hertil. Desvaerre er alle ting lukket i dag, saa vi kan ikke komme til at uploade de sidste par dages billeder og log — men det kan vi sikkert i morgen.

Indtil da, fortsat glaedelig jul og hav det godt derhjemme i (naesten) snevejr — det er det jo ikke her, selvom det var taet paa oppe i bjergene.

Og tak for alle hilsenerne!

[Update: Aendret tidsstempel fra 25 december 2004 03:15:04]

Her i National Park på vestsiden af vulkanerne stiger den fugtige luft fra det Tasmanske hav til vejrs, og afgiver megen af sin væde. På den anden side af vulkanerne er der et område med ørken. Men altså her, hvor vi er, kommer der en del vand ned ovenfra. Således også i dag; da vi vågnede øsede det ned, og det fortsatte det med hele formiddagen. Men ved middagstid klarede det igen op, og vi gik os en lang (7 km) tur igennem et dejligt område fra Whakapapa (udtales fa-ka-pa-pa) gennem snoede stier og langs vandløb frem til Taranaki Falls, på siden af Mt Ngauruhoe. Sneen var heldigvis smeltet igen for et par dage siden, så der var kun vand tilbage på stien, og ikke is. Toppen af ruten ligger i 1218 m højde, så man kan rigtigt mærke det klare og friske bjergluft — selvom der ikke er så meget af den: Lufttrykket er faldet ca. 15% i forhold til ved havoverfladen.

Stedet vi bor på, Howards Lodge, er også et backpackers, og meget rent og pænt og med gode faciliteter. Det bliver nok mest brugt om vinteren, hvor der er et aktivt ski-liv heroppe, men den første aften vi kom her var der nu også fyldt helt op. Det bliver drevet af et Hollandsk/New Zealandsk ægtepar, som gør meget ud af at få det til at virke godt og hyggeligt og effektivt.

Byen er iøvrigt kun på knap 500 indbyggere, så her er ikke så overrendt som i en af storbyerne… Og selv heroppe i 800 m højde er der masser af får (billedet). Vi ser ikke så mange køer som længere nede, men får er der altså masser af. Og det New Zealandske lammekød smager rigtigt godt!

Vi er nu kommet til Wellington. Det er ikke sikkert jeg lige kan komme til at uploade vores notater, saa bare denne korte update herfra. Vejret er fint, ca. 10 grader varmere end oppe i bjergene. I morgen sejler vi over til Picton og koerer til Nelson.

Naeste update herfra naar vi igen kan komme paa nettet og uploade vores log og billeder.

Indtil da: Glaedelig jul alle sammen!

P.S.: Tak for alle kommentarer og hilsener; det er hyggeligt at hoere nyt hjemmefra snevejret…

[Update: Aendret tidsstempel fra 23 december 2004 06:34:41]

Så er det køre-dag igen, og vi har igen tilbagelagt omkring 350 km kørsel i et noget snoet terræn — på lidt over 5 timer. Det går meget godt med at køre i venstre side nu, men man skal være ekstra opmærksom efter f.eks. at have passeret en ensporet bro, hvis man vender rundt på vejen, skal bakke på en parkeringsplads, og lignende. En parallelparkering kræver også lidt tilpasning, når man sidder i den forkerte side af vejen og skal bakke ind “omvendt” af hvad man plejer.

På trods af alle svingene og bakkerne, så er det gået meget godt med at køre indtil nu. Ingen er rigtigt blevet køresyge, og en lille pause i ny og næ hjælper hvis det bliver “for meget” ind i mellem.

Iøvrigt har vi sikret GPS’en i bilen mod hele tiden at skride ned under bjergkørslen med… Gaffa tape. Selv på mindre steder, som i Coromandel Town, kan man gå ind i en isenkram og købe hvad der måske ikke lige er typiske turist-artikler: Gaffa tape og citrusfrrugt pressere. De havde godt nok kun en slags Gaffa tape (er der andre end en slags?), men mindst 7 forskellige typer af hånd-citrus pressere. Så vi endte med hvad Lene kalder en Nigella model, som Simon nu bruger til at presse sig et glas juice af om morgenen — og nok Gaffa tape til at jeg kunne tape ledningerne fast i bilruden med.

Vi har et større arsenal af CD’er med, og prøver at holde julestemningen vedlige med en kombination af “Brødrene Mortensens jul”, “Peace Round” (tak fordi du skaffede den hjem, Kim!), Oslo Gospel Choir, Stig Rossen, Mercy og lignende. På nuværende tidspunkt kan vi vist stort set alle sangene på børnenes yndlingsplade p.t., “Brødrene Mortensens jul”, udenad… børnene kan ihverfald.

På vejen gjorde vi holdt ved Wairakei Park, hvor vi besøgte “The Honey Hive”, som sælger og fortæller om alle slags bi-produkter Der var også smagsprøver, så snuppede endnu en slags honning med os, som vi godt kunne lide, og spiste nogle kæmpe honning-is (billedet).

Derfra kørte vi lige over vejen og gik ned gennem “Craters of the Moon”, som er et sydende og boblende og dampende område med vulkansk aktivitet, som man kan kikke på hvis man holder sig til de plankebelagte stier. Der stinker naturligvis af svovl sådan et sted, og akkurat som da vi var på Island sidste år, så gik Anne Dorte hurtigt tilbage til P-pladsen igen, mens Simon helst skulle igennem så mange steder med kogende damp og svovl som muligt…

Tilbage over hovedvejen snuppede vi lige endnu et vandfald, “Huka Falls”, som efter sigende skulle være NZ’s mest fotograferede. Det er ikke så højt, kun 12 meter, men vandet skummer voldsomt, og der er mange flotte grønne og turkise farver i det.

Langs Lake Taupo, som er en kæmpe stort indlandssø i ca. 380 m højde, kom vi frem til National Park Village, som ligger i 800 m højde, og har et alpint klima. Luften føles anderledes her; lidt ligesom da vi for nogle somre siden var på Trysil i Norge. Det ligger lige i udkanten af Tongariro National park, som domineres af de tre vulkaner, Mt Ruapehu (2797 m), Mt Ngauruhoe (2291 m) og Mt Tongariro (1967 m). Det er aktive vulkaner, som står og damper og bl.a. med nogle års mellemrum spyr lidt støv og aske og sten ud ad toppen.

Lake Taupo blev iøvrigt dannet af en stor eksplosion for ca. 25.000 år siden, som sendte 800 kubikkilometer aske ud over hele omårdet, og dækkede selv Chatham Islands (800 km længere mod syd) med et 10 cm tykt lag aske. Men det er heldigvis mange år siden… nu er her hyggeligt og fredeligt i National Parken, med masser af dyreliv og gode muligheder for vandreture — hvis eller vejret holder tørt.

Vi ankom lidt før kl. 20.00, og mange steder lukker åbenbart tidligt hernede, så vi måtte endnu engang genåbne et spisested (som lige var lukket) for at få lidt aftensmad. Det er vi ved at blive en vane

Dagen i dag startede som en del andre dage her på NZ, med byger og blæsevejr, så vi benyttede lejligheden til at læse lektier, sikkerhedskopiere billederne, skrive dagbog og komme på nettet, købe lidt mere tøj, og andre stille sysler…

Midt på dagen klarede det op (det har det stort set gjort hver gang dagen er startet lidt gråt), så vi kørte om på den anden side af Mercury Bay, til Cooks Bay, hvorfra Captain Cook første gang plantede det engelske flag i New Zealandsk jord, og senere observerede og tog tid på en Merkur passage fra den sydlige halvkugle. Det var ikke lige vejr til at gå i vandet, men et enkelt sandslot kunne det jo godt blive til, og et par nye fugleobservationer.

På vejen dertil observerede vi selv en passage (omend knap så stellar som Captain Cook’s): en ko-passage. Bondemanden, som kom kørende på sin Kawasaki cross-motorcykel, havde med hjælp fra sin hund gennet alle køerne sammen, og nu skulle de over vejen og hjem og malkes. Da det foregik lige der, hvor vi skulle køre, måtte vi pænt vente til alle var kommet over…

Derfra kørte vi til Hahei og gik en lang tur ned til Cathedral Cove (billedet), som man kun rigtigt kan besøge når det er lavvande. Turen tager små 45 minutter at gå i hver retning, og man kommer fra 190 m højde næsten ned til vandet, op i samme højde og ned til vandet igen inden man er fremme — og selvfølgelig det samme på tilbageturen. Cathedral Cove er dels en kort, men meget flot, sandstrand, dels en stor hule som man ved lavvande kan gå igennem.

Tilbage ved bilen fortsatte vi lidt sydover til Hot Water Beach, hvor vi nåede frem en time før lavvandet vendte kl. 20.00. På en ganske kort strækning af stranden kan man et par timer før og efter lavvande grave et hul ned i sandet lige i vandkanten, og vente et part minutter på at 60 grader varmt vand fra undergrunden trænger op. Man er nødt til at blande lidt havvand i, for ellers er det simpelthen for varmt at stå/sidde/bade i! Det er en lidt surrealistisk oplevelse at stå der, på en lettere forblæst strand i 12 graders varme om aftenen, og kikke ud over klipperne på folk som surfter, kikke på sulerne som dykker med og fanger fisk, lytte til bølgerne som slår ind over stranden — og samtidig have fødderne plantet i endog meget varmt vand! Og hvis man synes vi til tider ligger tæt på en dansk strand, så er det ingenting ved siden af hvor tæt man kan være, når alle gerne vil have en varm kilde boblende op lige hvor man sidder

Da vi kom tilbage til Whitianga og fandt et sted at spise havde de egentlig lige lukket, men ved at se meget sultne ud fik vi lov til at komme indenfor og fik os et måltid mad. Sommersæsonen er vist stadig ikke helt startet endnu; kiwi’erne egen ferie starter i næste uge, og så kommer der nok flere folk til områderne.

Selvom det kun var delvis skyet om aftenen, så var det endnu engang ikke muligt at observere sydkorset. Men det er morsomt at se at Orion har sværdet strittende opad fra bæltet, og altså står på hovedet i forhold til i Danmark. Og månen ser naturligvis også “forkert” ud hernede.

P.S. Jeg vedhæfter lige et ekstra billede, som blev taget uden for den lokale frikirke i Whitianga (som så lukket ud, selvom der var planlagt en aftensgudstjeneste). Vi har stadig ikke set nisser i julepynten, men stjerner, engle og julemænd er almindelige. Og julemænd har åbenbart også noget med julen at gøre hernede

Vi er kommet hertil National Park Village i gaar, og har vaeret paa tur i dag. Jeg regner med at kunne kopiere nogle nye updates og billede ind paa blog’en en gang i morgen, saa bare en kort hilsen her fra os. Vi har det stadig godt og har set mange ting og nydt den dejlige natur her i 800 m hoejde.

[Update: Har rettet tidstemplet paa denne post fra 20. december 2004 09:17:38 til 19. december 00:00:00].

I dag forlod vi Coromandel Town, og kørte en lille omvej over Waiau Waterworks før vi kom til Whitianga.

Waiau Waterworks er endnu en opfindsom og teknisk begavet pottemager, som har bygget en lille naturpark med sindrigt indrettede vand-anlæg, såsom et vandur, nogle sprøjtecykler, vandbaner, pumper, og meget andet. Den er ikke så stor, men inden vi fik set os om, havde vi tilbragt nogle timer (helt alene i parken) med at lege med vand. Vi er sikker på farfar ville have brugt mindst lige så meget tid her, hvis han havde været med

Turen til Whitianga er ikke ret lang, men tager også nogen tid at køre. Hvis vejen fra Thames op mod Coromandel Town er snoet, så ved jeg ikke helt hvad man skal kalde denne rute… Og det er endda den hurtige vej; der er en ældre og mere snoet grusvej gennem skoven også! Mange steder her (og iøvrigt i hele NZ) er broerne ensporede. Og visse steder er vejen så smal at jeg er glad for ikke at skulle køre et mobile home igennem!

Men det er nu turen værd. Whitianga ligger smukt i en beskyttet bugt, med helt blåt og grønt vand og en hyggelig sandstrand med palmer langs. Desværre blæser det stadig meget, og det er ikke så varmt. Kiwi’erne selv siger at det er 10 grader for koldt i forhold til årstiden. Vejret kan også skifte på ganske få minutter. 5 minutter efter vi havde snakket om måske alligevel at køre til Hot Water beach begyndte det at hagle! Hot Water beach er iøvrigt en strand hvor man kan lave sin egen private spa med varmt vand, ved bare at grave et hul i sandet ved lavvande. Så kommer det varme vulkanske vand op og fylder huldet.

Her i Whitianga bor vi på et motel. Man har lidt mere “private” forhold på et motel end på et backpackers, men til gengæld kommer man ikke til at snakke med så mange andre mennesker undervejs, og der er ofte ikke et rigtigt køkken. Så vi foretrækker egentlig at bo på et backpackers, hvor man kommer til at snakke med mange interessante mennesker. I Tui Lodge, f.eks., mødte vi en ældre (70+ år) dame fra Skotland, som lukkede for varmen i vinterperioden hjemme, og brugte pengene på at rejse til NZ og tage rundt med kiwi-bussen fra sted til sted og bo på backpackers eller hos venner hun velsagtens tidligere havde mødt. Så det er bestemt ikke kun unge mennesker der bor der.

Maden er god her i NZ. Kød virker til at have en meget højere kvalitet end i Danmark, og på café/restaurant er der utrolig venlig og imødekommende service. At spise ude er ikke så dyrt som i Danmark. Hvis man f.eks. bestiller en gang lasagne på den lokale restaurant her, så får man en meget stor og velsmagende portion, med en god salat til — for omkring 56 danske kroner. Og så kan man drikke vand til, som de serverer afkølet og uden at man hele tiden skal bede om mere vand. Eller man kan gøre som mange af de lokale: BYOW. Det betyder vist “Bring Your Own Wine” — så man går ned hos vinhandleren og køber en vin, og stiller på bordet. Hvorefter tjeneren kommer hen og åbner den (efterladende proppen på bordet), og skænker den op i glassene.

Man kan også få mange slags honning her. Det meste smager krydret og meget anderledes end dansk honning. En honning er dog særlig god og afrundet i smagen: Honning fra Puhutukawa træerne (juletræerne). Den ligner og smager lidt hen ad en dansk rapshonning, men er dog en anelse mere “saltet” (Puhutukawa træer står oftest langs vandet) og med en bedre eftersmag. I gamle dage kunne man vist få NZ honning derhjemme i Irma, men efter at Olsen holdt op, så har Irma vist ikke været helt det samme…

Lige i udkanten af Coromandel, som er et lille bysamfund med 1620 indbyggere, har en lokal pottemager bygget en jernbane på sin egen grund. Oprindelig for at kunne hente ler fra toppen af bjerget, som grunden ligger på, men efterhånden er stedet blevet åbne,t så vi turister kan prøve en tur i en rigtig smalsporet jernbare. Nu er grundene jo noget større hernede end hjemme, så jernbanen er 3 km lang og snoer sig op og op indtil man efter 30 min kørsel kommer op til “Eyefull Tower”, som har en fantastisk udsigt ud over Coromandel bugten.

Der er 4 tog på strækningen, og et 5. er ved at blive bygget af pottemageren selv og hans jernbane-entusiast venner. Der er 10 broer og 3 tunneller, og det har taget omkring 25 år at bygge anlægget — og han har lagt alle skinnerne selv! Der er også blevet plantet 15.000 træer på bjerget i samme periode, så der er fin udsigt til Kauri, Ponga og Rimo træer på hele turen. Oprindelig var der skov med store Kauri træer, men de blev fældet eller brændt af i en periode for at give plads til nybyggere. Nu er man mange steder ved at plante den oprindelige bevoksning tilbage igen.

Børnene følger opmærksomt med i hvad der bliver sagt på (kiwi)engelsk omkring dem, og Anne Dorte kan stort set følge med selv, når f.eks. en guide fortæller os noget. Anne Dorte har også øvet sig lidt på noget skriftligt engelsk; her kommer et udpluk fra hendes notesbog (med behørig tilladelse):

“Photo-itis: Photo-itis is a bit unusual, but not dangerous. Hallmarks: Coughing. Takes many photos. Can’t live without a camera. Can’t live without a computer. Incident rate higher among men. Slight amount of stress (only if they don’t get a photo). Healing: Take them out in the nature without a camera. It can especially come if you are on a trip or a holiday, with a beautiful nature, or something else there is beautiful. First diagnosed by: Anne Dorte Bækgaard”

Måske kom det af at jeg (Per) endte med at tage billederne til en ny website for lodgen… Og nu har vi forresten rundet 5 GB billededata. [Billedet her er nu taget af Anne Dorte]

Her er iøvrigt en lille konkurrence: Gæt hvad børnene laver på billederne her laver. Billederne er taget “on location” og er på ingen måde manipuleret. Som andre kendte web sider, så må man have mulighed for at vinde noget… så der er en lille præmie (når vi kommer hjem) til den som kan komme med det bedste eller mest fantasifulde svar .

Efter knap 6 timers kørsel er vi nu kommet til Coromandel Town. Vejen ned til Auckland kendte vi i forvejen, og kun den første del af den er noget snoet. Efter Auckland og ind mod Thames er der til afveksling meget fladt land, og vejen er stort set helt snorlige i måske 30 km indtil Coromandel halvøen hæver sig op. Næsten som at køre ud til Fårevejle over det inddæmmede område, ind mod Veddinge bakker. Men derefter begynder vejen at slynge sig langs kysten. Visse steder skal det læses helt bogstaveligt: Der er måske 1-2 m fra hvor vandet står ved normalt højvande og til kanten af vejen; når det blæser meget og der er forhøjet vandstand er vejen lukket. Selvom det mange steder er tilladt at køre 100 km/t, så er anbefalet hastighed på flere stræk kun 25-35 km/t. Så det tog noget tid at køre de sidste 50 km.

I Coromandel havde vi fået anbefalet at bo på et andet backpacker steder, Tui Lodge, som viste sig at være rigtigt hyggeligt midt i en gammel citrus-frugt have. Værtsparret er også meget venlige og hjælpsomme, og de mange træer giver læ for vinden — det blæser stadig ret meget hernede. Og så går der får rundt i indhegning lige rundt om bygningerne.

I det hele taget kan man mærke at New Zealand er et landbrugsland. I prime time sender de reklamer for traktorer på kanal 1, og på vejen her til Coromandel kom vi forbi skilte der reklamerede for en “Saw Doctor” (som reparerer motorsave) og en “Tree Surgeon” (som velsagtens skærer træer ned med kirurgisk præcision). Der er også masser af køer og får rundt omkring, og enkelte steder har vi set hjorte og frilandsgrise.

Her på Tui Lodge har vi to helt adskilte rum, så børnene sover for sig selv i en stor dobbeltseng (sammen med de 13 bamser de fik smuglet med). Og hernede er der altid en, omend ret stor, fællesdyne i dobbeltsengene, så det er vigtigt ikke hive dynen for meget hen til en selv…

På vejen ind til Auckland gjorde vi øvrigt holdt i Waiwera Thermal Resort, og svømmede rundt i de varme bassiner. Selvom der ind i mellem kom nogle ordentlige byger, så gjorde det ikke så meget, når nu vandet var varmt og rart. Det var næsten som at være tilbage på Island, og det er måske en af de ting vi havde glædet os mest til at prøve igen! Og vi holder jo helst ferie på vulkaner…

[Og ja, mange steder hedder noget der starter med W hernede!]

Saa er vi kommet til Whitianga, og jeg er kommet paa nettet via en dial-up forbindelse. Derfor bliver det bare en kort update lige nu. Der kommer en laengere update i morgen (vores tid) med lidt flere billeder, naar Internet cafeen i byen aabner igen. [Update: Jeg har nu uploaded vores log, og samtidig aendret timestamp fra "18. december 2004 05:56:44" til "16. december 2004 00:00:00" paa denne her saa de andre kommer i kronologisk raekkefoelge.]

Vi har haft et par meget hyggelige dage i Coromandel Township, blandt faar og citrus frugter paa en backpackers der. Vi er nu koert over bjerget, og er lige ved stranden og palmerne her i Whitianga. Lige nu hagler det — men for 5 minutter siden snakkede vi om at koere til Hot Water Beach… saa vejret er lidt omskifteligt her ogsaa!

Vi har ioevrigt godt, og faar set mange spaendende ting og et stortslaet landskab. Men mere om det senere.

Forresten tak for jeres kommentarer og tips’ene (P-MP)! Det er hyggeligt at hoere nyt hjemmefra, saa bare bliv ved med det

Udover at se endnu et flot vandfald, så har vi brugt en bygevejrs-dag på at besøge New Zealands “fødested”, hvor Waitangi traktaten blev underskrevet i 1840. Stedet er bygget som et museum, hvor der bl.a. er udstillet en stor maori krigskano, en kopi af selve traktaten, et maori forsamlingshus, og selvfølgelig en mængde oplysninger om samme. Det mest interessante var nok en halv times video præsentation af landets historie — udformet ud fra maoriernes synspunkt. Ikke så sært var de noget kritiske over den hvide mands “store kanoer”, som kom og stjal de naturlige resourcer i landet. Men mere interessant var en meget positiv indstilling overfor de første missionærer, fordi de kom med fred og ønskede det bedste også for maorierne selv, og fordi de ønskede at opretholde lov og orden og gensidig respekt for andre mennesker. Maorierne var nemlig på det tidspunkt også i heftige indbyrdes stammekrige.

Maori kulturen er en meget rig kultur, med mange symboler og “natur-religiøse” beskrivelser af sammenhænge. Men som alle andre steder, så er der også problemer med at integrere de meget forskellige kulturelle og etniske baggrunde, maori’erne og pakeha’erne (alle ikke maorier), i det moderne samfund. Det virker dog som om man tager det meget seriøst hernede, og ønsker at leve sammen i respekt for hinanden — i tråd med Waitangi traktatens ord. Personer af blandet etnisk baggrund kan, efter maoriernes egen tradition, frit vælge hvilken kultur de ønsker at følge, og det er nok også med til at øge forståelsen for hinanden.

Her i Northland bevirker det varme og — til tiden endog meget — fugtige vejr at det er svært at tørre tøj ved at hænge det op. Men det er til gengæld fint for både citrus- og kiwi frugter, som bliver solgt langs vejene. En typisk pose med kiwi frugter kan være på 5 kg, og fylde lige så meget som en mindre sæk kartofler, og bliver solgt for omkring 25 kr. Der bliver også solgt Tangelo frugter, som vi ikke kender fra Danmark. Men det er en citrus frugt, lidt større end en clementin, og den smager godt.

En anden ting som også smager godt er naturligvis chokolade… så da vi kom forbi en chokolade fabrik hvor man kunne få smagsprøver, så måtte vi også lige derind. Selvfølgelig mest for at se på hvordan de gør, men en enkelt lille mundsmag var nu også OK

Iøvrigt har vi fundet ud af, at de store træbregner, som er i alle skove her i Northland, hedder “Punga”. Selve bregnebladet, som bl.a. er symbol for “All Blacks”, New Zealands rugby team, hedder “Koru”.

I morgen kører vi her fra Paihia, og ned til Coromandel. Det er ikke så langt i kilometer, men det tager 7-8 timer at køre på grund af de snoede veje nogle steder. Der er vi først 2 dage på vestkysten af Coromandel, og så kører vi over bjerget til østkysten i endnu 2 dage. Jeg ved ikke om der er Internet forbindelser derfra, så hvis der ikke kommer updates de næste dage, er det bare fordi vi ikke lige kan komme på nettet.

Vi har det stadig rigtigt godt alle sammen, og hygger os hernede i varmen — også selvom den er noget fugtig i dag.

Og så har vi forresten lige spist jordbær — søde og dejlige.

P.S.: Lige et par sidste oejebliks kommentarer: Hernede pynter de juletraerne med engle og ikke nisser. Paa et bageri vi var inde paa i dag havde de kage-engle.

P.P.S.: Ja, Michael, de to fugle paa billedet er kiwi-skarver af en art. Det er nok mangelen paa ozon i ozonlaget som har bleget dem De opfoerte sig ioevrigt ogsaa som danske skarver, hvis man kikkede paa traerne de boede i…

De fleste morgener er vi vågnet tidligt og har været oppe før syv, men denne morgen tog vi den med ro, og vågnede vi først lidt over syv — til en blå himmel og dejligt solskin over bugten. Det har også været varmt i dag, så det har været korte bukser og T-shirt det meste af tiden. Rigtig sommervejr. Har I fået den første sne derhjemme?

Vi gik en lang tur i skoven, gennem en meget afvekslende (mangrove)skov i et kiwi reservat. [Her i NZ kan kiwi betyde 1) en New Zealænder, 2) en kiwi frugt, eller 3) en fugl på størrelse med en høne. Reservatet var for sidstnævnte...] Nå, men skoven er meget anderledes end derhjemme, med helt andre træer og bevoksning, og masser af de store træbregner, som jeg vist har nævnt før. Specielt her på spidsen af nordøen er det en subtropisk skov, og når man går igennem skoven mærker man også helt andre dufte end derhjemme. Visse steder lugtede der bl.a. stærkt af karry!

Alle vegne var der et rigt dyreliv, med masser af fuglelyde, som lyder helt anderledes end hjemme. Dog så eller hørte vi desværre ingen kiwi’er; det er en nataktiv fugl, som mest ses om vinteren hernede.

Turen gennem skoven tog os ud til et vandfald, og vi havde hørt at hvis man spiste frokost på en restaurant lige i nærheden, så ville de give et gratis lift de 5 km tilbage til udgangspunktet. Det var for så vidt også rigtigt nok — de åbnede bare først 2 timer senere end vi ankom! Efter lidt snak hen over hegnet forbarmede de sig dog over os, og vi kom indenfor og fik de bedste burgere vi nogensinde har smagt, i hjemmebagte boller, med masser af salat, og første klasses hånd-tillavede hakkebøffer. Når man har smagt dem, så kan man undre sig over at steder som McDonalds og Burger King overhovedet kan eksistere…

Efter en lang hyggelig snak med indehaverne kørte de os tilbage til udgangspunktet, så vi kunne komme hjem og spille tennis. Men det var dog næste for varmt til den slags i dag…

Solen brænder meget kraftigt hernede. Ubeskyttet tager “hvid” hud ca. 20 minutter om at blive solskoldet, og efter ca. en time begynder huden at boble op med blærer — siger de lokale; vi har ikke testet det, men det brænder godt, så det kræver en del solcreme og kasketter. Det skyldes, udover at solen er 20 grader højere på himmelen end under den danske sommer, at ozon-laget over sydpolen er forholdsvist tyndt. Så det er med at passe på solen.

… og når vi nu snakker om solen: man skal lige vende sig til at den står op i øst, går om i nord i løbet af dagen, for at gå ned i vest om aftenen! Og så håber vi forresten på klart vejr i aften, så vi kan få kikket lidt på sydhimmelens stjerner. Nu må vi se, hvor heldige vi er. [Lene siger jeg skal sige at "vi" ikke nødvendigvis indbefatter hele familien, og Anne Dorte siger hun skal sove tidligt i aften ]

Hilsen til jer alle derhjemme her fra NZ. Vi har nu vaeret paa farten i en uges tid, og har skudt omkring 2.8GB billededata. Det raekker nok ikke med de to DVD skiver jeg havde regnet med at ville lave backup paa undervejs…

Som jeg lige kort fik skrevet i går, så lykkedes det os at se delfiner i går, søndag!

Vi tog en tur med “Discover the Bay”-ture ud i bugten for at se delfiner og andet dyreliv, og for at få et indtryk af området i almindelighed. Det er holdt op med at blæse, og så længe man sejler inde i bugten er vandet godt beskyttet. Turen finder sted i en 20m lang katamaren med 2 jet motorer. Den kan sejle op mod 40 knob (ca 75 km/t), men GPS’en nåede nu ikke op på mere end 32 knob mens vi var med.

Det var en rigtig flot tur, i flot vejr. Området her er meget flot, med mange beskyttede bugte og sandstrande og små øer i “Robinson Kruse” stil. Selvom en sky kom foran solen en gang i mellem, så var der nok sol til at vi alle sammen blev lidt røde i ansigtet. Men vi er også 20 grader tættere på Ækvator end Danmark er.

Og så fik vi set delfiner (billedet). De bor ikke i området, men skipperne på bådene er gode til at finde dem. Vi brugte et pænt stykke tid på at kikke på dem og følge med dem, mens de svømmede rundt og ind under båden. De lever sammen i små flokke, og der var en kun 3 uger gammel unge med — som iøvrigt skal spise hos moderen ca. 20 gange i timen det første stykke tid!

Sidst på turen var vi ude at runde “Hole in the Rock”, som er et klippeskær med et hul i, som man kan sejle igennem. Jeg tror ikke at Stillehavet bliver mere roligt end vi oplevede det, men det er trods alt åbent vand, så det gyngede lidt. Men begge børn (og selvfølgelig forældre) klarede det fint, uden at blive søsyge.

I dag, mandag, er vejret ikke så godt. Det småregner ind i mellem, og er lidt skyet — men stadig varmt. Vi har bare taget en slapper-dag, og kørte en tur rundt i området og op på et udsigtspunkt. Bare man kommer lidt ud i naturen er der et rigt dyreliv, og masser af fuglesang. Bevoksningen er meget anderledes end i Danmark, med nogle store træer som ligner en krydsning mellem en bregne og en palme… billede følger senere.

“Juletræer” er der ikke så mange af i den vilde natur, men her i by-områder står der store træer, op til måske 20m i højden, og mange af dem er i fuld blomst. Som lovet har jeg taget nogle billeder af dem, så I kan se hvordan et “rigtigt” juletræ ser ud.

Om lidt lukker Internet caféen, så jeg må skynde mig at slutte nu og uploade denne korte log. Fortsættelse følger en af de nærmeste dage.

Hilsen fra varmen — hvor det, på trods af kalenderlys og julekalendere ikke er nemt at komme i normal “dansk julestemning”. Men hav ikke ondt af os af den grund

P.S.: Det ser ioevrigt ud til at NZ er nissefrit land… maaske mere herom senere.

Saa er vi tilbage fra delfin-turen… og vi saa masser af delfiner! Men der kommer nok foerst en update i morgen. Internet cafeen lukker nemlig om lidt, saa det bliver bare denne korte hilsen.

Men vi har det godt, og har haft rigtigt dejligt og varmt vejr i dag, ude paa vandet!

Vi ankom som planlagt til Paihia, i går, men kunne ikke lige komme på nettet. Beklager forsinkelsen

Turen herop gik fint. De New Zealandske veje er generelt fine, og det er foreløbig gået odt med at køre i venstre side af vejen. Hastighedsbegrænsningerne er nemme at huske: 50 km/t i byerne, og 100 km/t alle andre steder, hvor der ikke er særlige skilte. Men mange steder er det svært at nå op på 100… det er ikke usædvanligt at møde et skilt med “anbefalet hastighed 35 km/t”, og som regel er det en god idé at rette sig efter de anbefalede hastigheder, hvis man da ikke er lokalkendt! De fleste færdselsregler ligner dem hjemmefra, bortset fra en meget ulogisk en: Hvis man skal dreje til venstre (som jo svarer til et højresving i Danmark da man ikke krydser over modsatte vejbane), så skal man holde tilbage for eventuelle modkørende som ønsker at dreje til højre, ned ad samme vej som en selv… prøv lige at forestillle jer det!

På vej herop gjorde vi bl.a stop ved Whangarei Falls (billederne). Det var et flot og hyggeligt sted, hvor vi spiste vores frokost under overværelse af 3 meget ihærdige New Zealandske ænder, som mente de nok også var inviteret!

Paihia ligger meget smukt med en flot udsigt ud over vandet. Her fra vores veranda på værelset kan vi kikke ud over det meste af Bay of Island. Desværre er det også en meget turistpræget by, så selve byen er ikke noget at råbe hurra for. Vandrerhjemmet her er kun 4 år gammelt, og af top standard, med næsten alle de faciliteter man kunne ønske sig. Næsten helt modsat det sidste sted vi var, som havde masser af atmostfære, men var noget rodet og slidt.

Paihia ligger godt som udgangspunkt for ture rundt i Northland. Det har blæst en del de sidste dage, men i dag er det meget mere roligt, og lidt afhængig af vejr- og vindforholdene tager vi måske på en delfin-safari i eftermiddag eller en af de næste par dage. Der er også gode muligheder for vandrerture gennem mangrove sumpe og små bakketoppe man kan kravle op på, så vi får ikke problemer med at få tiden til at gå!

Børnene lytter opmærksomt med når vi snakker engelsk, og opfatter meget af det, der bliver snakket om. Og emballager er jo også gode at læse og studere, hvis man vil udvide sit ordforråd Vi er dog begyndt at tvivle lidt på om de virkelig kan løfte det danske niveau når de kommer hjem… foreløbig er der vist ikke nogen af dem som vi har mødt her, der kunne stave til kutyme! Så måske skal vi prøve at fokusere på noget andet, de kan lære hernede.

Vi holder forresten også jul hernede. Der er skam pyntet fint op mange steder, men det er lidt ligesom de grønne juletræer forsvinder i bybilledet med alle de andre grønne ting… Vi ser stadig Pyrus hver aften (12 timer før alle jer andre), og har et kalenderlys og to små engle stående her ved siden af. Pohutukawa træerne (det New Zealandske juletræ) blomstrer alle vgjne nu, med flotte røde blomster. De hedder iøvrigt juletræer fordi de blomstrer ved juletid, ikke fordi de bliver taget indenfor hos kiwierne. Det er de lidt for store til…

Forresten, tak for jeres kommentarer og hilsener her. Det er altid hyggeligt at høre nyt hjemmefra, og sjovt at læse jeres kommentarer til blog’en.

I nat sov vi alle sammen en god nats søvn. Børnene faldt i søvn kl. 20.00 og vågnede først ved 6-tiden. Anne Dorte lidt før Simon, hvilket er ret usædvanligt. Vi andre sov næsten lige så lang tid, så alle har det godt og er helt friske i dag.

Vi endte med at bruge dagen på at gå rundt i Auckland downtown (Central Business District) og kikkede på forretninger og mennesker og bygninger. Der er mange forskellige nationaliteter her. Nogle kiwi’er er meget hvide i huden og ligner typiske englændere, andre er maori’er eller har polynesiske træk. Der er også en del asiater her; specielt mange japanere i gadebilledet eller som personale i forretningerne.

Prisniveauet er lidt lavere end i Danmark hvad angår restauranter og caféer, men de fleste varer (tøj, forbrugsgoder, m.m.) koster ca. det samme som i hjemme. Dog undtaget Ecco sko og sandaler, som koster de dobbelte af hvad det koster i Danmark! Omkring 1300 for et par børnesandaler, f.eks.

Det har blæst en del i dag (15 m/s) — men som de lokale siger, så blæser det bare al forureningen væk. Ellers er det stadig lunt, med en enkelt lille byge ind i mellem.

I morgen kører vi herfra og op nordpå. Det er en tur på 4-5 timers kørsel, men da vi regner med at stoppe undervejs og kikke på landskabet, tager det nok det meste af dagen. Det bliver spændende at køre en lang tur i “den forkerte side af vejen”

Nu lykkedes det at docke min egen PC ind her, så her kommer en lidt længere update fra i går. Vejret er fint i dag (fredag) og vi tager som planlagt på tur ind til byen og i Zoo (linket rettet, tak Michael).

Torsdag:
Så er vi ankommet til Auckland. Turen gik godt fra Singapore lufthavn (som iøvrigt er en god lufthavn, med mange faciliteter og god indretning). Vi fik heldigvis sovet nogle timer i ventetiden allesammen, og den anden lange flyvetur gik næsten nemmere end den første. Vi fløj med en 747 til Singapore, og en lidt mindre 777 til Auckland. Selvom der var fyldt op til sidste plads, så er der lidt mere luft i kabinen i en 777, og det hjalp lidt. Servicen på Singapore Airlines er iøvrigt en klasse bedre end på SAS, der i dag vel nærmest er som Lufthansa var for 20 år siden… Og så virkede alle sæderne hos Singapore Airlines, modsat sidst jeg fløj hjem fra Kina med SAS, hvor mit sæde var faldet sammen i den ene side.

Det er ikke tilladt at tage frugt, grøntsager og mejeriprodukter med ind i NZ. Vi smed derfor de sidste stykker frugt ud i de dertil indrettede spande, og det var vist godt det samme. Mens vi ventede på bagagen kom en særlig “frugt hund” rundt, og udvalgte Lene’s taske til inspektion. Den kunne, helt korrekt, lugte at der havde været frugt i den tidligere på turen!

Vi blev hentet af “ACE Rentals” i lufthavnen, og har nu fået en næsten ny Ford Mondeo at køre rundt i. Det gik forbavsende nemt at finde vandrerhjemmet, og vi er nu installeret her for et par dage. Det er et rigtigt backpacker vandrerhjem; lidt primitivt og indrettet i “funky” 70-farver — men med en hyggelig stemning og nogle meget hjælpsomme værter. I øvrigt kom vi forbi et sted på vejen hertil som hed Roskill. Der har nok været andre nordboer her før os.

Siden tirsdag morgen har vi været på farten i 36 timer fra vi tog hjemmefra til vi kom herned. Vi har, i rækkefølge, spist morgenmad, lidt snack til frokost, aftensmad, morgenmad, en slags morgenmad igen, aftensmad, morgenmad og “dinch” her til eftermiddag — som det vel må hedde på nydansk retskrivning når man kombinerer frokost og aftensmad

Bortset fra at alle er lidt trætte i dag så har vi det fint. Vejret er vist meget typisk kiwi-vejr; det skifter hele tiden, men det er lunt (15-20 grader) og der er en del sol. Vi har gået en tur i dag, og har handlet lidt ind, og så har vi set de sidste tre afsnit af “Pyrus julekalender” som vi jo var kommet bagefter med mens vi var undervejs. Og hvis nogen spørger, så nej, de sender den ikke her — vi har den med på DVD.

Om lidt snupper vi en bid brød og en kop te (kombineret morgen- og aftensmad: “brinch”) — og så går vi til ro og håber at sove godt til i morgen. Så må vi se hvordan vejret er i, men det bliver nok en tur ind på Queenstreet, og måske Auckland zoo derefter eller en tur for at se en af de mange andre ting man kan besøge her.

– Per.

Nu er vi ankommet til Auckland og er paa et backpacker vandrerhjem her i byen. Vi har det godt alle sammen, ogsaa selvom vi er lidt traette efter 36 timers rejsetid. Det er ved at vaere aften her, saa vi gaar til ro lige om lidt.

Jeg har en lidt laengere update paa laptop’en, men kan ikke komme paa nettet med den lige nu — saa det maa vente til senere.

– Per.

Nu er vi ankommet til Singapore, efter en rolig flyrejse. Flyet var kun halvt fyldt, og efter at have byttet lidt rundt fandt vi et par steder at sidde, hvor der var et tomt saede imellem. Ingen af boernene kunne sove, saa nu er de meget traette — faderen er ikke saa maerket af rejsen eller tidsforskellen, men det skyldes nok at min almindelige doegnrytme blev sat ud af kraft for lang tid siden

Heldigvis kan det lade sig goere at book’e et hotelvaerelse hernede, saa om et par timer kan vi sove 6 timer i en rigtig seng, og straekke lidt ud inden de sidste 9 timers flyvning.

Vi glaeder os meget til at komme til New Zealand. Lige inden vi rejste hjemmefra hoerte vi at de danske skoleboern igen er dumpet i en international standpunkts-bedoemmelse. Men vi har hoert at skolerne i New Zealand skulle vaere saerligt gode, saa vi regner med at det maaske kan smitte af paa vores boern, og dermed loefte gennemsnittet i Danmark naar vi kommer hjem igen…

Det staar aabenbart helt grelt til med skolesystemet. I gaar blev den danske undervisningsminister bedt om at stave til ‘kutyme’. Hun angav to stavemaader, som vi antager nu er de officielle i Danmark: Foerst svarede hun k-o-t-y-m-e, og forelagt at det normalt er med ‘u’ svarede hun at saa skulle det nok vaere k-u-t-y-m-e. Dansk retskrivningsordbog har kun den sidste form med… Og frankofile mennesker (incl alle os 4 her i Singapore) vil vel haevde at det skulle staves kotume… oh well

Vi har ellers laest at grunden til at proeverne gik saa daarligt for de danske elever er, at de ikke er tilrettelagt efter det danske pensum. Det tror vi paa! I en af de danske aviser kunne man finde et uddrag af matematikopgaverne for 15-16 aarige. Dem kunne Simon loese uden problemer, saa det er nok fordi man har henvist til stof som eleverne har glemt igen naar de bliver 15-16 aar. Ak ja

Naa, men tilbage til loungen, hvor vi venter indtil vi kan faa vores hotelvaerelse.

Held og lykke med skolerne derhjemme — i maa goere hvad I kan mens vi er vaek!

– Per.